fredag den 31. juli 2015

Lidt om forbudte tanker




Jeg må konstatere, at jeg har holdt blogbarsel. Derfor har der været stille på bloggen meget længe. Det har der været flere grunde til. Hele første trimester af graviditeten var jeg træt med træt på. Og så har jeg haft travlt og prioriteret alt muligt andet højere. Har haft mit at kæmpe med, og har holdt lidt ferie, og har giftet mig. Her i sidste trimester fylder redebyggeriet mest.

Desuden har bloggen jo handlet meget om infertilitet, og det fylder naturligvis ikke ligeså meget hos mig mere. Helt glemt er det ikke. Det vi har været igennem er svært, og det glemmer kroppen ikke lige så let. Lige nu fylder graviditeten bare rigtig meget, og jeg har lyst til at vise min store tykke mave til hele verden og fortælle alle, at jeg skal være mor. Omvendt er det også lidt svært på en måde, for jeg har jo "efterladt" en masse søde piger i fertilitetsbehandlingsverdenen, og jeg ved, hvor hårdt det var at se andre blive gravide og få børn. Jeg tænker tit på flere af pigerne, og håber, at I stadig læser med her.

Selvom jeg nu er gravid sidder tiden med infertilitet stadig i mig. Jeg går rent faktisk til psykolog for at få hjælp til at få bearbejdet alt det jeg/vi har været igennem. Dermed kan jeg forhåbentlig undgå en fødselsdepression.

Det kan nemlig være en overvældende begivenhed at skulle føde og pludselig tage sig af et barn. Det kombineret med det hurtige fald i nivauet af kønshormoner og fx belastende livsomstændigheder kan bidrage til at udløse en fødselsdepression.

Når man har været meget igennem fx i form af fertilitetsbehandling og ikke har fået det bearbejdet ordenligt, kan det fylde meget i graviditeten, så meget, at man ikke får dannet den tilknytning til sit barn, som er så vigtig, og når man så har født, vælter det hele ind over én.

Jeg har i alt den tid vi har været i behandling taget mig sammen og kæmpet, og har dermed ikke givet mig selv tid, lov og plads til at sørge ordentligt. Jo jeg har været ked af det, men jeg har taget mig sammen og er gået på arbejde og har fået hverdagen til at fungere. Har pakket følelserne væk og kæmpet videre. Engang imellem er glasset så blevet for fyldt, og jeg har tudet til brunch i byen med gode venner eller på indkøb i Bauhaus.

I dag når jeg snakker om vores forløb, bliver jeg stadig meget ked af det og berørt, og jeg skulle gerne nå derhen, hvor jeg kan tale om det uden at begynde at græde hver gang.

Vi har kæmpet en kamp uden lige i over 3 år for at gøre mig gravid og få en baby. Nu når vi så endelig står her til sidst i graviditeten, kommer alle mulige tanker snigende. Forbudte tanker, som jeg måske egentlig skammer mig lidt over. En snert af frygt for frihedstab. En slags panik over ikke længere at være "sexy femme fatale" og angst for det, kroppen skal igennem de næste måneder og selve fødslen. Det er både fantastisk, hvad kroppen kan og skal, men også skræmmende.
Jeg har desuden dårlig samvittighed over for K, fordi jeg både nu og fremover ikke er og vil være ligeså skæg og spontan. Jeg kan jo mærke det lille liv vokse indeni mig, så det er en klar fornemmelse af, at det her er irreversibelt. Måske en klaustrofobisk reaktion af en slags. Jeg har taget mig selv i at surmule over spontaniteten, der forsvinder og det store ansvar. Tankerne er nok lidt ubehagelige, fordi alle går og forventer, at jeg skal være ovenudlykkelig.

Lykkelig er jeg selvfølgelig også. Jeg skal jo være nogens mor! Jeg skaber et lille menneske i min mave. Halvt mig, halvt K, vores store drøm bliver til virkelighed - to bliver meget snart til tre.

Jeg har stadig ikke helt forstået det, og forstår det nok heller ikke helt, før vi står med ham i armene. Det bliver så stort.

lørdag den 21. marts 2015

Det ville jeg gerne have vidst inden fertilitetsbehandling


Som I kan se, fylder tanker om infertilitet stadig meget, selvom jeg er blevet gravid.
Jeg kan ikke bare sådan lige lægge de følelser, jeg har haft så længe på hylden. Selvom jeg har en baby i maven, som selvfølgelig er den største belønning, så husker min krop den lange kamp.
Det er skam ikke fordi, jeg er utaknemmelig. Jeg kan åbenbart bare godt være lykkelig og i sorg på samme tid. Og jeg vil hellere forsøge at bearbejde sorgen, så ikke jeg ender med en fødselsdepression, end at ignorere den, for nu er jeg jo blevet gravid og kan bare være lykkelig.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville have svært ved at få børn. At få børn var for mig en selvfølge, det mest naturlige i verden. Derfor vidste jeg heller intet om infertilitet, da jeg pludselig stod midt i det. Det kunne i bagklogskabens lys have været rart med en advarsel om, hvad der ventede forude. Derfor har jeg skrevet nogle ting ned, som jeg gerne ville have vidst, inden vi startede i fertilitetsbehandling. Måske nogle af jer piger, der kæmper eller har kæmpet med det samme, kan genkende noget?

Det er altså ikke sikkert, at man kan blive gravid
Igennem min ungdom har jeg brugt temmelig meget energi på at undgå at blive gravid. Jeg har brugt, hvad der dengang føltes som formuer på p-piller. Det kunne have været rart med et lille tip om en af livets barske realiteter - ligemeget hvor meget venner og familie trøster en med, at man nok skal blive mor en dag, er der altså ingen garantier.

Det bliver en kamp
Og man overlever naturligvis, men det vil til tider føles som om man ikke gør. Jeg har undervejs været i tvivl om meningen med det hele mange gange. Et godt råd ville have været, at jeg skulle bruge tid på mig selv og mine tanker - også de dystre af dem, og lade være med at bruge for mange kræfter på krav til mig selv om, hvordan jeg skal tænke og føle og leve mit liv. Det har omverdenden klaret for mig.

Lad "gode råd" glide ind ad det ene øre og ud ad det andet
Folks manglende forståelse for, hvad man går igennem kan ofte virke sårende, men man kan desværre ikke styre andre folks behov for at komme med gode råd og uheldige kommentarer. De fleste mener det jo godt, når de siger, at man bare skal tænke på noget andet og huske at være positiv og tro på lortet. Det bedste man kan gøre er, at acceptere de gode råd, selv vælge hvad man vil lytte til og sortere det fra, man ikke kan bruge til noget. Lad ganske enkelt være med at spilde energi på det. Desuden er det helt i orden at sige fra, hvis folk bliver for dumme at høre på.

Parforholdet bliver sat på lidt af en prøve
Det tænkte jeg da slet ikke over. Følelser som afmagt og håbløshed bliver desværre en del af hverdagen. Når det var hårdt kom jeg til at skændes med min kæreste. Kombinationen af at være under pres, på hormoner og dyrke skemalagt sex (eller måske slet ikke dyrke sex) gav spændinger imellem os. Ofte har man også forskellige måder at bearbejde både frustrationerne og sorgen på, hvilket kan give anledning til misforståelser. Det kan dog lade sig gøre, at komme styrkede ud på den anden side.

Det går ud over både arbejde og socialliv
Jeg har været fraværende både fysisk og psykisk. Livet var sat lidt på pause. Jeg kunne ikke kæmpe vores kamp, være en god kæreste, en god veninde, gøre karriere og tage en uddannelse ved siden af på samme tid. Og jeg kunne slet ikke klare det hele alene. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke nytter noget at lyve, og at delt sorg er halvt sorg. Det er bedst bare at fortælle så meget som man magter, men fortæl som minimum, at der er en årsag til ens fravær. Man ved jo ikke, hvor længe det vil vare.

Det er i orden at være misundelig
Man er ikke et dårligt menneske, fordi man bliver misundelig over en venindes graviditet, eller når man ikke kan overskue at tage med til barnedåb. Infertile er ikke superegositer, der ikke kan unde andre babylykke. Man er ikke ond, man er bare hamrende ulykkelig. Det hjælper rent faktisk at sige det højt, hvis man orker. De fleste  har lidt medfølelse.

Ufrivilligt barnløs er ikke for børn
Man er i sorg og på hormoner. Man er ikke svag. Man er ikke pylret, sart, hysterisk og urimelig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, og det opdagede jeg først, da jeg stod midt i det hele og var ved at gå ned med flaget. Jeg var dog ikke alene. Det meste af tiden tænkte og følte jeg det samme, som andre har tænkt og følt før mig. Dette opdagede jeg i en støttegruppe på facebook med piger i samme situation. De piger har været guld værd, så jeg kan kun anbefale, at man opsøger det.




tirsdag den 17. marts 2015

"Infertilitetsmanerer" del 2


Delt sorg er halvt sorg. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Selvom jeg ikke altid er så god til at snakke om følelser, har det været guld værd at have nogle mere eller mindre tæt på at dele med, og som har støttet op.

Jeg lovede jer at komme med mine egen lille guide til, hvad man som pårørende kan sige til en ufrivilligt barnløs. Her er i hvert fald, hvad jeg gerne har ville høre. 


"Jeg er ked af, at I skal alt det her igennem, hvad kan jeg gøre for at hjælpe?"

"Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg lægger gerne øre til"

"I må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre"

"Jeg er her, hvis I har brug for mig"

"Jeg ved at det må være smertefuldt for dig, at din bedste veninde er blevet gravid - skal jeg gå ud og købe en lille gave til hende fra dig?" (babybutik = tortur)

Kort og godt - lad os vide, at du er her for os, og spørg gerne til, hvad vi har brug for, og hvad du kan sige, der kan være hjælpsomt.

Lav dit hjemmearbejde - læs lige kort op på, hvad det rent faktisk er vi går igennem, så du ved, hvad det handler om, når vi har brug for at snakke. Eller spørg ind til, hvordan behandlingen foregår.

Støt op om vores beslutninger om enten at fortsætte eller stoppe behandling. Det er smertefulde beslutninger.

Husk os når det er Mors dag og Fars dag. Der er stor aktivitet, når vi fejrer de dage, og folk har en tendens til at glemme dem, der ikke kan blive mor eller far. Vi sætter pris på at vide, at I ikke har glemt os.

Tilbyd at tage med til behandlingerne - jeg har haft min far med til scanning, hvor han sad i venteværelset. Det var rart bare at vide, at han gad at tage med - det var jo ret kedeligt for ham, men betød megt for mig, at han var der. Jeg har haft min bedste veninde med til ægudtagning, fordi K var til eksamen. En af mine andre bedste veninder har flere gange tilbudt at tage med, og det betyder meget for mig.

Støt op om en sund livsstil - tilbyd at cykle eller løbe eller gå med en tur med os, server også et sundere alternativ til events, støt op om ingen-sukker-og-hvidt-brød-og-alkohol-livsstilen. Vi er villige til at gøre hvad som helst for at blive gravide, og når det kommer til, hvad vi putter i munden og i det hele taget sund livsstil, kan vi rent faktisk selv gøre noget. Når det kommer til alt andet, er vi derimod magtesløse.

Giv besked om jeres graviditeter på en hensynsfuld måde, så vi har mulighed for at sluge nyheden i fred og lige vænne os til tanken. En af mine bedste veninder sendte mig en sms, og det kan virke upersonligt, men jeg var faktisk rigtig glad for, at hun valgte den løsning. Så kunne jeg lige se chokkeret ud og tude i fred, og da jeg så mødtes med hende, kunne jeg være oprigtigt glad på hendes vegne og ønske tillykke.

Og det er helt sikkert meget at bede om, men lad os meget gerne vide, når I går i gang med at prøve. Specielt jer tættest på. Så er vi forberedte og kan tage nyheden om jeres graviditet på en pæn måde.


Ja så kan man vidst heller ikke forlange mere...





Ja ja det er sjovt, når vi selv joker med det :-)

tirsdag den 10. marts 2015

Infertilitet og "etiquette"


Forplantning er biologiens stærkeste instinkt. Vi udsættes hele tiden for et genetisk og socialt pres for at få et barn. Hele samfundet forventer, at vi får børn, og vi ser kollegaer, venner og familie få børn som det mest naturlige i verden. Netop det psykiske og sociale forventingspres, som vi udsættes for kan være så stort, at vi knækker undervejs. Og vi skal høre på mange forestillinger om fertilitet og stress fra venner og bekendte.

Det har helt klart været en fordel for os at være åbne omkring vores infertilitet. Alle har været så søde og støttet os, men det kan til tider være svært at vide, hvad man skal sige. Selv de mest velmenende råd eller kommentarer kan nogle gange virke sårende.

I gennem vores forløb har vi skrevet nogle af de mange kommentarer eller "gode råd" ned, som vi har fået undervejs. Vi blev bombarderet med dem uden at have bedt om dem fra alle mulige forskellige mennesker - også folk vi ikke kendte.

Man kan ikke styre andre folks behov for at give gode råd med på vejen, men man kan vælge at vende det døve øre til. Det har ikke altid været lige let, og derfor er det blevet til nedenstående liste/guide til, hvad man som bekendt eller pårørende til en infertil bør undgå at sige, hvis man kan. Det er i hvert fald sådan jeg har haft det.

Jeg tror i øvrigt på, at alle som har givet os et råd med på vejen har ment det godt, men blot har manglet forståelsen.

Her kommer min liste, som er skrevet midt i behandlingshelvede på hormoner:

"Infertilitet er ikke en sygdom"
Jo det er, og det er heldigvis ikke noget du bare selv kan bestemme. Infertilitet er klassificeret som en sygdom af verdenssundhedsorganisationen WHO ligesom fx diabetes og kræft.

"Bare slap af og tænk på noget andet, så sker det helt af sig selv"
Det er en sygdom. At slappe af kurerer ikke noget. Barnløshed er ikke forårsaget af stress. Tænk hvis man sagde "du skal bare slappe af, så går det væk" til en kræftpatient?! Sådan hænger det ikke sammen, og hvis jeg slapper mere af, så skider jeg i bukserne.

"Du er stærk, det skal nok lykkes"
Nej jeg er ikke stærk, jeg gør bare, hvad der er nødvendigt for at det måske vil lykkes, der er ingen garantier. Jeg bliver sur, når jeg får at vide, at det nok skal lykkes, for det er der da ingen, der kan love.

"I er unge, I har masssere af tid"
Kend dine facts. Det anbefales at man får børn i en ung alder. Hvis det ikke er sket naturligt inden for et år, så bliv undersøgt. At være ung øger chancerne for at behandlingen virker, men det garanterer ikke succes. Jeg løber konstant om kap med en biologisk deadline. Alle siger at det nok skal lykkes, for jeg er jo stadig ung, men jeg fylder faktisk snart 30, og jeg glæder mig ærlig talt ikke.

"I skal da nyde, at I kun er jer to og kan sove længe"
Jamen vi er ikke trætte! Vi vil ikke være kun os to, vi vil være forældre. Det er som at bagatelisere problemet. Det er en smertefuld kamp, og det trøster ikke.

"Der er andre, der har det værre"
Ja, men det ændrer da ikke noget for mig. Hvem er egentlig herre over, hvad det er det værste, der kan ske? Forskellige mennesker reagerer forskelligt på forskellige oplevelser. Jeg har da ret til at være ked af det. Så må jeg heller ikke være glad, fordi der er andre, der har det bedre?

"Det er måske bare ikke er meningen, at I skal være forældre"
Infertilitet er en sygdom, ikke en straf fra Gud eller naturens side.

"Hvorfor prøver I ikke..."
Vi gør allerede alt hvad vi kan. Infertilitetsstress er fysisk, pykisk og økonomisk.

"At prøve er da den sjove del"
Ja det er skide sexet at planlægge, hvornår man skal knalde, at stikke sig selv med hormoner dagligt og at have, hvad der føles som alle Rigshospitalets læger, til at rode rundt med instrumenter i sit underliv. K synes i øvrigt, at det er fedt at gøre det i en kop, og jeg elsker bare at være "hormonzilla".

"Har I overvejet adoption?"
Vi har overvejet alt! Og der er mange ting vi skal igennem, før vi er klar til tage en beslutning i forhold til adoption eller anden udvej.

"Jeg kender nogle, der..."
Ja jeg har også hørt om mange, men man hører også kun om dem det lykkes for, og det er én ud af en million! Med mindre det smitter, så vil jeg ikke høre om det.

Og til sidst: det der med at brokke sig over sin graviditet til mig er en dårlig idé - kvalme, træthed, ømme bryster, plukkeveer, bækkensmerter, halsbrand, væskeophobning, hæmorider, strækmærker - jeg ved godt, at det er en kæmpe belastning for kroppen at være gravid, og jeg ville give min højre arm for at være i dit sted!


Jeg er udmærket klar over, at det er svært at vide, hvad man skal sige. Jeg har også fyret nogle meget uheldige bemærkninger af, det er da helt sikkert. Hvis du er kommet til at sige noget lort, så sig undskyld, og at du ikke altid ved, hvad der er rigtigt at sige. Ingen forventer at du er perfekt.

Jeg har ikke kigget på listen længe. Lidt sjovt at læse den igen. Nu er det jo mig, der piver over kvalme, træthed osv. Og de velmenende råd er ikke blevet færre. Nu handler de bare om noget andet.

Det er mærkeligt at være på den anden side nu. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at være blevet gravid, og samtidigt føler jeg bare så meget med de piger, som jeg har lært at kende, som stadig kæmper kampen. Jeg ville ønske, at der var noget jeg kunne gøre. Nu mærker jeg, hvordan det er at være pårørende og magtesløs. Det er ikke let.


Jeg har også min egen lille guide til, hvad jeg som infertil gerne ville høre fra pårørende, så stay tuned :-)





tirsdag den 23. december 2014

Jeg skal være mor!




Fredag eftermiddag for halvanden uge siden var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg havde fået menstruationssmerter og troede slet ikke, at det var lykkedes denne gang heller. Jeg tudede til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere. Jeg kunne slet ikke overskue endnu en jul som barnløs, at skulle igennem hele møllen med behandling igen, og jeg var næsten klar til at give op og flygte fra det hele. Jeg var ude i, om vi skulle droppe de sidste to behandlinger, som vi jo har købt og betalt for, og om jeg måske skulle forlige mig med tanken om aldrig at få børn, redefinere mig selv - min identitet, livsdrømme, håb og ønsker.
K skulle til julefrokost, så jeg tog hjem til en sød veninde og blev muntret op og spiste 8 (ja OTTE) æbleskiver.
Lørdag morgen kørte jeg meget tidligt til Hellerup og fik taget blodprøve, og på vej hjem købte jeg æg, bacon, cola og chips til K, som lå og sov den ud. Ved 10-tiden kunne jeg ikke vente med morgenmad mere, så jeg lavede mad og vækkede K. Han var ikke helt frisk. Da vi sad og spiste, ringede klinikken med svar på blodprøven - "den er positiv, tillykke, du er gravid".
Der blev helt stille i hovedet på mig. Alle lyde blev lukket ude. Jeg var helt chokeret. Det var ikke det svar, jeg havde regnet med. Jeg havde håbet, naturligvis, åh hvor havde jeg inderligt håbet, men at det rent faktisk var lykkedes, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det lyder mærkeligt, for jeg har jo drømt om det øjeblik i 3,5 år, men alligevel.
Jeg fik fremstammet et "tak", og så snakkede laboranten videre om, at vi skulle have en tid til scanning i uge 7. Jeg sagde bare "ja" og "okay", og så kom det fra laboranten "du lyder meget rolig, vidste du det godt"? Her begyndte jeg at ryste, og tårerne trillede, og jeg fik svaret "nej, jeg er bare lidt i chok". HCG (graviditetshormon) var på 164, og nu sad K også med tårer i øjnene. Midt i maden. Det var først chok, så glæde, så lettelse, så glæde og så lykke og så chok igen. Hold op hvor surrealistisk! Der er rent faktisk liv! Et lille bitte liv i min livmoder. Hvor er det vildt. Og fantastisk. Da vi havde sundet os lidt og krammet, kysset, jublet og tudet ringede jeg til min søster og fortalte, at hun skal være moster. Hun begyndte også at tude af glæde. Bagefter ringede jeg og vækkede mor og far i Grønland og fortalte, at de godt kunne poppe champagnen, for de skal være mormor og morfar. Det har jeg glædet mig til at fortælle dem i flere år! De var næsten vågne og ventede bare spændt på besked (der er tidsforskel på 4 timer, så det var meget tidligt om morgenen for dem). Jeg havde lyst til at råbe det ud til hele verden, stille mig ud på altanen og råbe "I'm pregnant, I'm going to be a mom"!!! (a la Monica i Friends da hun er blevet forlovet med Chandler - måske kun sjovt, hvis man har set Friends ligeså mange gange, som jeg? ;-)
Anyway vi fik fortalt det til de nærmeste, og alle blev naturligvis virkelig glade på vores vegne.
Jeg gik ud og købte en graviditetstest, for jeg ville gerne se de to streger. Det er mit eneste bevis, og jeg har drømt om de to streger SÅ mange gange. Resten af lørdagen var lidt mærkelig, men dejlig, og vi tog ud for at spise romantisk middag på restaurant for at fejre det.

Nu venter vi bare. Igen. Mere ventetid. Denne gang bare den søde slags. Og samtidigt stadig ængstelig. Nu skal den blive siddende. I januar skal vi scannes for at se, at det sidder, som det skal, og for at se, at der er liv. Man kan se hjerteblink i uge 7. Og så er det spændende, om der er en eller to. Tænk hvis vi skal have tvillinger. Vi fik jo lagt to æg op, så chancen er stor, men vi vil være lykkelige blot for en enkelt. Hvis der er to, er det bare bonus. Der er dog ingen garantier. Mange graviditeter går til grunde inden uge 12. Er det så smart at holde igen med glæden? Skal vi forberede os på det værste? Hvornår er det okay at være glad? Hvornår er det så sikkert, at man kan holde op med hele tiden at gå og tænke, om graviditeten går i sig selv igen? Hvornår kan vi holde op med at bekymre os?
Det kan vi nok aldrig, så jeg tænker - hvad får vi ud af at gå og bekymre os? Hvad godt kommer der ud af det? Svaret er intet. Vi bliver jo ikke mindre kede af det, hvis det går galt. Så derfor GLÆDER vi os. Det kommer til at gå godt. Nu har vi kæmpet nok. Endelig er vi gravide. Kæft det er stort!

Nu er der gået halvanden uge siden vi fik den glædelige nyhed, og jeg har allerede fået en del tegn på graviditet - ømme bryster og murren i underlivet. Derudover mærkelige cravings på mærkelige tidspunkter. Den anden aften var vi hjemme hos mine forældre og hygge (de er kommet til Danmark på juleferie). Vi havde spist aftensmad hjemmefra, og så blev der serveret æbleskiver til dessert. Ved 23-tiden blev jeg sulten igen, og fortalte at jeg havde lyst til en sildemad med æg og karrysalat. Normalt er det ikke min livret. Min far gik straks op i køkkenet og lavede en sildemad til mig, som jeg fik serveret i sofaen! :-D
Den anden nat måtte K op og smøre en nutellamad til mig. Ja jeg ved godt, at jeg ikke skal spise for to, men hvor er jeg dog sulten hele tiden. Og træt! Og jeg skal hele tiden tisse. Det er noget med, at der er øget blodgennemstrømning ved livmoder og blære, så det er derfor. Og nu kan jeg mærke en begyndende kvalme...eller også har jeg bare spist for meget konfekt? Hmm...nej det er fordi, jeg er gravid. Jeg er SÅ glad for min kvalme :-)

Den første babyting er i øvrigt kommet inden for døren nu. Jeg har fået en sparkedragt af min mor. Den er næsten 30 år gammel, for det var den, jeg havde på, da jeg kom hjem fra hospitalet, lige da jeg var blevet født. Den er virkelig lille! Og så var den i øvrigt alt for stor til mig dengang. Virkelig hyggeligt, tænk at min mor har gemt den i alt den tid.

Så blev det alligevel jul i år. Og storken fandt endelig vej. Hvem skulle have troet det? Vi er så overlykkelige, at det er helt åndssvagt. Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at I får en dejlig juleaften. Vi skal være her hjemme for første gang, og traditionen tro skal vi have rensdyrryg. Træet står lige nu bare og venter på at blive pyntet.

Tusind TAK for alle jeres søde hilsner.
Vi er SÅ glade. GLÆDELIG JUL.

torsdag den 18. december 2014

mandag den 8. december 2014

Baby brain




Alt godt kommer til den der venter, er det ikke sådan? Jeg synes, at vi har ventet længe nok - det må være vores tur nu.

Ventetiden er værst.
Jeg er ved at blive bims og kan ikke tænke på andet - er jeg mon gravid? Mon æggene har sat sig fast? Jeg har æg og baby på hjernen hele tiden!

Tankerne kører rundt i hovedet. Jeg synes, at jeg har lidt ømme bryster, så jeg er nok gravid. Tænk hvis det rent faktisk lykkes nu...men tænk hvis det ikke lykkes nu...så overlever jeg ganske enkelt ikke. Symptomerne kan bare være fra de hormoner, jeg får. Eller symptomer på mens. Hvad er det også for en syg Gud, der har fundet på, at PMS skal minde om tidlige graviditetssymptomer?!
Jeg synes også, at jeg har lidt kvalme. Det må helt sikkert betyde, at jeg er gravid. Eller også er jeg ikke, jeg har da ofte kvalme alligevel. Ej, det kan da godt være, at det er lykkedes nu, så skal vi måske have tvillinger. Tro på det. Øvelse gør mester. Hvis øvelser gør mester, så bliver vores børn da i øvrigt helt perfekte! Shit det er dårlig humor.
Har godt nok mange symptomer egentlig. Jeg har bare lyst til alle mulige mærkelige ting hele tiden, så måske er jeg virkelig gravid nu. Måske er jeg ikke. Jeg tør næsten heller ikke håbe for meget, så bliver nedturen bare det mere ubærlig, hvis jeg ikke er gravid. Jeg kan mærke niv og jag i livmoderen og smerter engang imellem. Måske er det tegn på graviditet? Det kunne det da godt være. Det kan selvfølgelig også bare være et tegn på mens., der er på vej. Åh nej er jeg begyndt at bløde? Nej det er for tidligt, det er sikkert bare smerter, fordi jeg er gravid. Er jeg gravid? Tør jeg teste? Nej det er også for tidligt. Åh tænk hvis testen viser negativ, så bliver vi knuste. Hvis testen viser negativ, så bekræfter den bare min værste frygt: nej du er ikke gravid, du er bare tyk! ;-)
Nej så hellere bevare håbet lidt endnu. Men tænk, hvis den er positiv, så kan vi glæde os allerede nu. Åh det bobler helt af lykke inden i bare ved tanken. Skal jeg teste? Nej det går ikke, det er dumt. Vent nu bare på den dumme blodprøve. Mon jeg er gravid? Eller er jeg ikke? Julen er da også bare det værste tidspunkt at være infertil på - jeg bliver hele tiden mindet om, at Jomfru Maria kunne blive gravid, men jeg kan ikke! Åh den dårlige humor igen. Godt der ikke er nogle, der kan høre, hvad jeg tænker.
Nu skal det altså lykkes. Jeg orker ærlig talt ikke jul som barnløs igen. Jeg vil tro på, at jeg er gravid. Jeg er nødt til at tro på det. Er jeg? Er jeg ikke? Er jeg? ... Aaaaaaaarghh!!!

Håber dæleme at alt godt kommer til den der venter, for jeg er godt nok ved at være utålmodig nu. Håber at vi er færdige med at vente, og at vi får verdens bedste julegave i år.


tirsdag den 2. december 2014

6. gang er lykkens gang, ikke?


K overraskede mig med blomster i dag - han ved at min yndlingsblomst er Gerbera. Sådan ser det ud, når han selv får lov at blande en buket :-)

Jeg fik taget æg ud i lørdags. Jeg sov ikke ordentlig natten inden, da jeg var vildt nervøs. Jeg kan mærke at de dårlige oplevelser sidder i kroppen. Kroppen husker. Det er ikke fordi noget er gået galt tidligere, at det er dårlige oplevelser, det er jo gået som det skal, men det er bare ikke fedt. Det gør ondt, og jeg ligger bare der med stængerne i bøjlerne og er blottet og kan bare se til mens en ny fremmed læge roder rundt i mit underliv. Det går så meget ud over mine grænser, men jeg må jo finde mig i det, hvis jeg vil have en chance for et barn.

Denne ægudtagning var lidt anderledes. Lægen brugte en tyndere nål, og jeg fik noget bedre smertestillende. Jeg fik dog ikke noget beroligende inden, hvilket jeg ellers har været glad for de andre gange. Det betød at jeg tudede en hel del inden vi gik i gang, men de var meget søde til at berolige. Selve udtagningen gik mere eller mindre smertefrit. Sygeplejersken var godt nok oppe og stå og trykke hårdt på min mave, fordi min ene æggestok ligger klistret fast omme bag livmoderen, så de ikke kan komme til. Lægen måtte stikke igennem livmoderen, hvilket ellers ikke er normalt. Jeg fik rigeligt med smertestillende i armen, så jeg kunne ikke mærke stikkene, men bagefter havde jeg slemme smerter. Og jeg var fastende, så jeg blev virkelig dårlig, selvom jeg havde fået lidt til blodsukkeret. Da vi kom hjem blødte jeg og havde ondt og fik koldsved og snurren i hele kroppen, og jeg var svimmel og ligbleg. Var helt klar til at ringe efter en læge, men K fik tvunget lidt mad og noget smertestillende i mig, og det hjalp heldigvis. Det blev til 6 æg. Vi havde håbet på flere, men 6 er åbenbart, hvad min krop kan præstere.

Mandag ringede de fra klinikken med update om æggene. Der var fem befrugtede. En smule fragmenterede, men ellers fin kvalitet.

I dag var vi så til ægoplægning. Jeg har igen ikke sovet ordentligt. Ægoplægning plejer også at gøre ondt. Da vi sad på klinikken og ventede kunne jeg mærke, at jeg var presset og måtte kæmpe for ikke at tude. Det viste sig at være spild af energi. Vi fik lagt et par 8-celler op. Det var SÅ god en oplevelse. Sikke en forskel fra Riget. De var kun to mennesker til stede - en laborant og vores læge. På Riget har de været en laborant, en læge og to sygeplejersker. Og på Riget har det gjort virkelig ondt, men i dag mærkede jeg intet. Lægen kunne sagtens bruge det tynde kateter, og vi fik lov at se æggene i mikroskopet, inden de blev lagt op. Det var ret syret. Jeg blev også scannet samtidigt med at æggene blev lagt op, så vi kunne se dem ligge i livmoderen. Helt fantastisk oplevelse. Det har vi ikke prøvet før.
Bagefter fik jeg en halv times akupunktur. Ja vi er snart villige til at gøre hvad som helst. Efterhånden som vi bliver mere og mere desperate, prøver vi flere og flere hokus-pokus-ting. Jeg er ligeglad, hvad andre tænker, jeg er nødt til at tro på, at det vil virke.

Så nu holder vi vejret i et par uger frem til, at vi skal have taget graviditetstest og håber, at "skidtet" vil sætte sig godt fast. Har mest lyst til at ligge stille med stængerne i vejret og ruge på vores to fine æg de næste to uger og slet ikke rejse mig op. Jeg tør jo nærmest ikke engang at nyse. Men den går jo ikke, og det er ikke rationelt. Jeg ved godt, at æggene ikke kan falde ud, men lidt skør bliver man altså af at være i fertilitetsbehandling. Skør og stærk. Det man ikke dør af, bliver man stærk af, ikke? Jeg er stærk nok nu. 6. gang må altså være lykkens gang.





torsdag den 27. november 2014

IVF - in vitro fertilisa-hvaffor noget??


Vil du se noget virkelig uhyggeligt? Giv mig hormonindsprøjtninger i 10 dage og så fortæl mig, at vi ikke har mere chokolade!

Jeg var til scanning i dag for at få tjekket om mine æg er klar til at blive taget ud, og det var de, så den står på ægudtagning på lørdag. Skal tage ægløsningssprøjte i aften. Puha selvom jeg har prøvet at få taget æg ud mange gange efterhånden, så frygter jeg det stadig. Det gør jo ondt det skidt og så er det generelt bare ikke fedt.

De fleste ved, at vi er i fertilitetsbehandling, men de færreste ved, hvordan det rent praktisk foregår, og flere har spurgt til det, så her kommer en gennemgang af forløbet - man skal nok ikke være alt for sart for at læse med ;-)

In vitro fertilisation (IVF) betyder at befrugtningen sker uden for kroppen ("in vitro" betyder "i et reagensglas"). IVF kaldes også reagensglasbefrugtning eller kunstig befrugtning.

Og hvad er det så?

Vi er i det man kalder lang behandling, for her har man de bedste erfaringer, når det kommer til endometriose, som jeg jo lider af. Lang behandling tager omkring to måneder og kan inddeles således:

Forbehandling/nedregulering 14 dage
Stimulation med ægfremmende hormoner 10-12 dage
Aspiration, befrugtning og transferering 2-3 dage
Efterbehandling med progesteron 14 dage, afsluttes med graviditetstest

Princippet i lang behandling er, at jeg skal forbehandles før selve stimulationsbehandlingen. Forbehandlingen består i, at jeg nedreguleres - de overordnede kønshormoner som normalt styrer æggestokkenes funktion stoppes, og æggestokkene nulstilles, så der hverken sker ægmodning eller ægløsning. Det er en form for kunstig overgangsalder.

Vi melder os til behandling på klinikken på første menstruationsdag. Herefter sker der ikke mere før på dag 21, hvor jeg ultralydsscannes (dildoscanning!), for at se om alt er i orden, og der ikke er cyster. Samme aften starter jeg på nedregulering, der er en indsprøjtning i underhuden i maveskindet, som jeg skal tage de næste 14 dage. Her medfølger som regel hedeture og diverse andre bivirkninger. Så ved jeg da, hvordan jeg får det, når jeg bliver ældre og går i overgangsalder - forhåbentlig ingen overraskelser der.

På dag 35 scannes jeg igen for at se om jeg er ordentligt nedreguleret og starter på selve stimulationsbehandlingen. Det er et hormon der hedder FSH, som får ægblærerne til at vokse. Det er stadig indsprøjtninger i maven, og jeg skal både tage det nedregulerende og det ægstimulerende. Her er humørsvingninger bl.a. et issue, og K er skide irriterende i de dage! ;-)
Han ved ikke om han skal kysse mig, trøste mig eller holde det ene øje åbent, når han sover.

Omkring 8-9 dage efter stimulationens start skal jeg igen møde til ultralydsscanning, hvor lægen vurderer, hvor mange og hvor store ægblærer der er, samt livmoderslimhindens tykkelse. Jeg skal som regel stimuleres nogle dage endnu, før ægudtagningen kan planlægges, så efter nogle dage scannes jeg igen, og når ægblærerne er 18-19 mm tager jeg den ægløsende sprøjte. Denne sprøjte bevirker at æggende løsnes tidligst 38-40 timer senere, og derfor tager man æggene ud 36 timer efter, at jeg har fået ægløsningsprøjte.

Ægudtagning
Vi møder på klinikken om morgenen og K afleverer sædprøve til oprensning. Heldigvis bor vi så tæt på, at han kan lave den hjemmefra. Og det er jo bare super fedt, at gøre det i en kop!
Vi bliver modtaget af en sygeplejerske, og jeg får en masse smertestillende medicin. Jeg plejer at bede om så meget som muligt og får også en beroligende pille. Sygeplejersken lægger en lille plastikkanyle i min arm, og herigennem får jeg smertestillende mens selve ægudtagningen står på. Det er noget der virker, og det er virkelig godt!
Selve ægudtagningen foregår ved hjælp af ultralydsscanning (dildoscanning igen!). Jeg lokalbedøves og så indføres en tynd nål i æggestokken. De enkelte blærer tømmes for væske, hvorved æggende suges ud. Jeg bliver rigtig døsig af medicinen, men man er altid vågen under indgrebet, og de plejer at være søde til at snakke og fortælle, hvad der sker. Vi kan se med på en skærm. Bagefter kommer vi ud, og jeg ligger og hviler en halv til en hel times tid og får antibiotika i drop inden vi tager hjem. Jeg sover som regel hele eftermiddagen, da jeg har smerter og er træt.
Til ægudtagningen er der en læge, to laboranter og to sygeplejersker til stede - i hvert fald de gange vi har prøvet det.

Befrugtning
Herefter venter vi og håber at æggene er gode nok og bliver befrugtet og deler sig som de skal. Det er ude af vores hænder. Vi plejer at få at vide, hvor mange æg de fik ud, inden vi tager hjem.
Befrugtningen sker i et glas. De sætter ca. 100.000 sædceller til hvert æg. Dagen efter renses og kontrolleres æggene. Udviklingen skal være normal. De udvikler sig fra at være én cellede til at være 2-6-cellede på to dage. Så to dage senere ringer vi ind til klinikken om morgenen og hører, hvordan æggene har det, og om vi kan komme til ægoplægning samme formiddag. De skal helst være 4-cellede. Jeg får lagt to æg op, da jeg har endometriose og det derfor forværrer chancerne, men normalt lægges kun et æg tilbage. Hvis der er mange fine æg, fryser de dem ned, så vi kan bruge dem senere. Idet vi får lagt to æg op er risikoen for at få tvillinger meget stor. Lægerne kalder det risiko, fordi der kan være mange komplikationer ved en tvillingegraviditet, men vi vil jo bare mene, at det er bonus med tvillinger.

Ægoplægning
Ægoplægning tager kun 5-10 minutter og foregår ved en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor man indfører et tyndt (i mit tilfælde lidt tykkere, da min livmoder ligger dumt!) plastikrør i livmoderhalskanalen og sprøjter den væske, hvori æggene er op i selve livmoderen. Det skulle ikke gøre ondt, men det gør pænt ondt i mit tilfælde.
Til ægoplægning er der en læge, en laborant og to sygeplejersker til stede - altså alt for mange mennesker, hvis man spørger mig.

Efter ægoplægningen behandles jeg med det naturlige graviditetsbevarende hormon progesteron, som stabiliserer livmoderslimhinden. Det er vagitorier, som skal tages 3 gange dagligt. Pænt klamt, da det jo kommer ud igen!

Efter 14 ulideligt lange dage får man taget en blodprøve, hvor de måler hormonet HCG, det såkaldte graviditetshormon, og man får så at vide, om man er gravid eller ej.

Hele den her tur tager omkring 2 måneder og hvis det ikke lykkes, skal man vente en måned, før man kan starte forfra, så det er en længere proces.

Nu er jeg ved at være rigtig godt træt af at stikke mig selv, så det er rart at der snart sker noget. Vi håber, at der er en masse fine æg til os - kryds fingre? :-)

tirsdag den 18. november 2014

Kan lykken købes for penge?




Vi har skiftet klinik. Og det endda midt i en behandling.

Vi har ikke flere IVF forsøg i det offentlige og er derfor færdige på Rigshospitalets fertilitetsklinik aka babyfabrikken. Vi er startet i det private, og hele det her show med at vælge klinik og antal behandlinger er da noget af en prøvelse. Føler vi os heldige eller ej? Skal vi vælge et forsøg eller tre? Hvad kan økonomien klare? Hvad får vi for pengene de forskellige steder? Hvor føler vi os bedst behandlet?

Vi har hørt bedst om Trianglen, men også godt om CFC. Vi valgte dog at starte på CFC, hvor vi kunne komme til samtale og i gang med behandling med det samme, og det hele gik super hurtigt, og de var virkelig fleksible og nemme at komme i kontakt med. Der var derimod meget lang ventetid på Trianglen, og de virkede ikke super interesserede i forretning, når jeg ringede til dem for at få en tid - eller også havde de blot travlt (det var i hvert fald min oplevelse). Derfor slog vi til, da CFC tilbød os at starte med det samme, og der på det tidspunkt var lange udsigter til en samtale på Trianglen. Også fordi det ellers ville have kostet os en cyklus. Det ville simpelthen have været spild af en cyklus at vente. Og det forstod de på CFC. Lægen vi talte med sagde det endda selv, da vi spurgte, om vi kan risikere at blive afvist, når vi melder os til behandling, ligesom man kan på Riget, fordi de ikke har plads. Han sagde "I kan ikke blive afvist, det er jo spild af en cyklus". Jeg kunne have kysset ham! Halleluja! Ja, det er nemlig spild af en cyklus, hvis man bliver afvist og først kan starte behandling måneden efter. På Riget kan man risikere at blive afvist to måneder i træk. Skræk og rædsel!

Det lykkedes os så i mellemtiden at få en tidligere tid på Trianglen, og selvom vi var startet i behandling på CFC, tog vi alligevel til samtale på Trianglen i fredags, for at høre, hvad de kunne tilbyde. Så kunne det jo være, at vi skulle vælge bare et enkelt forsøg på CFC og så skifte til Trianglen, hvis det skulle vise sig, at vi bedre kan lide Trianglen. Vi skulle beslutte os i lørdags mht. antal behandlinger på CFC, og der fangede bordet også mht. betaling. Det var selvfølgelig lidt presset.

Allerede til samtalen på CFC kunne vi mærke stor forskel fra det offentlige. Vi var lige pludselig til for klinikken og ikke omvendt. Vi kunne tydeligt mærke, at vi blev behandlet som betalende kunder, der skulle serviceres, og at vi ikke længere bare var et nummer i rækken - ikke bare endnu et infertilt par på samlebåndet på Babyfabrikken. Samtalen på CFC gik meget hurtigt, men vi følte os godt behandlet, og der var ingen ventetid. Vi havde forberedt en masse spørgsmål, som vi syntes, at vi fik besvaret udmærket. Lægen kom med et par forslag i forhold til, hvad vi kan gøre anderledes ved det her forsøg, bl.a. irap og prednisolon. Irap er noget med, at man tager noget af mit blod og gør et eller andet ved det og sprøjter det ind igen, og prednisolon er bare binyrebarkhormon, som jeg skal tage i pilleform. Begge dele er med til at slå mit immunforsvar lidt ned, så min krop ikke prøver at forhindre det befrugtede æg i at sætte sig fast samtidig med, at den prøver at bekæmpe endometriosen. Kroppen kan åbenbart ikke kende forskel. Lortekrop!

Anyway, vi havde så en forventning om, at når nu vi er betalende kunder, så sætter lægen sig lige lidt ind i vores journal og hvem vi er, inden vi kommer til ultralydsscanning (dildoscanning!), så de ikke ligesom på Riget først kigger på det, når vi sidder der. Det kan godt være, at det er en lille ting, men det betyder bare en kæmpe forskel for os. Da vi senere kom på CFC for ultralydsscanning i forbindelse med opstart i nedregulering, stod lægen gudhjælpemig og spurgte "har du endometriose?", mens han ellers rodede rundt med scanneren i mit underliv. Are you kidding me?! Der var CFC så bagud på point, og hele oplevelsen var ærlig talt lidt skuffende. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få afstemt forventninger med sine kunder.

Oplevelsen på Trianglen i fredags var en helt anden - på den gode måde. Lægen tog sig god tid til os, og for første gang fik vi at vide, hvad de forskellige tal og skriverier i vores journal fra Riget betyder. Vi snakkede størrelse på æg, kvalitet af æg, kvalitet af sæd osv. Han kiggede rent faktisk grundigt på forløbet i vores tidligere behandlinger. Han havde ikke spor travlt, og vi fik os en rigtig god og oplysende snak.

Jeg har lige fra første forsøg på Riget haft en fornemmelse af, at de tog æggende ud for tidligt. Det virker som om de har meget travlt, og de tager ikke hensyn til, at ikke alle kvinder er ens. Jeg har jo erfaret i vores mange inseminationsforsøg, at mine æg vokser langsommere end gennemsnittet. Når de fleste kvinders æg vokser 2 mm pr. dag, så vokser mine kun 1 mm.
De første to gange med IVF fik vi kun 6 æg ud, og kun to kunne bruges. Ikke de bedste æg, kun 2-cellede og en smule fragmenterede. Tredje gang pressede jeg lægen til at vente en dag mere med at tage dem ud, og det resulterede i 11 æg, hvoraf hele 8 kunne bruges. Og så endte jeg også med at blive gravid. Det var desværre en biokemisk graviditet (det er når den går til grunde allerede i uge 5-6). Det er det tætteste på en graviditet, jeg har været. Nu ved jeg da, at jeg kan blive gravid, og at min krop kan tage imod et æg og danne HCG (graviditetshormon). Jeg er overbevist om, at det gik så godt, fordi jeg fik presset lægen til at vente lidt længere, så æggene var ordentligt modne og livmoderslimhinden tykkere. Æggene var meget pænere og 4-cellede. Vi fik også 2 strå med 3 æg i hver i fryseren og var igennem et fryseforsøg med "igloæg". Da vi skulle til andet fryseforsøg blev det dog aflyst, fordi mit underliv var ét stort rod, så jeg skulle opereres. Efter operationen prøvede vi med et 4. friskt forsøg, hvor de igen tog æggene ud for tidligt, selvom jeg virkelig prøvede at presse dem til at vente.

På Trianglen foreslog lægen, at vi stimulerer mig langsommere og venter med at tage æggene ud til de er større og ordentligt modne. Vi fik en tid igen i dag mandag, så vi lige kunne gå hjem og tænke over det i weekenden, også i forhold til om vi skulle fortsætte på CFC eller skifte.

Vi valgte at skifte klinik. Jeg startede på ægstimulerende hormon i går aftes. Farvel til hedeture og goddag til spændte æggestokke.

Det kan godt være, at det er mange penge, når man skal i det private, men der er også væsentlig forskel på oplevelsen. Nu satser vi på, at vi har taget det rigtige valg. Der er desværre ingen klinikker, der kan garantere os en baby, men vi kan da håbe, at vi kan købe os til lykken nu.



Det skal lige siges, at ovenstående jo bare er vores oplevelse af forløbet og de 3 klinikker. Jeg kan kun tage ansvar for mine egne følelser. Andre har helt sikkert en anden oplevelse.

Din kommentar er meget velkommen :-)