tirsdag den 23. december 2014

Jeg skal være mor!




Fredag eftermiddag for halvanden uge siden var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg havde fået menstruationssmerter og troede slet ikke, at det var lykkedes denne gang heller. Jeg tudede til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere. Jeg kunne slet ikke overskue endnu en jul som barnløs, at skulle igennem hele møllen med behandling igen, og jeg var næsten klar til at give op og flygte fra det hele. Jeg var ude i, om vi skulle droppe de sidste to behandlinger, som vi jo har købt og betalt for, og om jeg måske skulle forlige mig med tanken om aldrig at få børn, redefinere mig selv - min identitet, livsdrømme, håb og ønsker.
K skulle til julefrokost, så jeg tog hjem til en sød veninde og blev muntret op og spiste 8 (ja OTTE) æbleskiver.
Lørdag morgen kørte jeg meget tidligt til Hellerup og fik taget blodprøve, og på vej hjem købte jeg æg, bacon, cola og chips til K, som lå og sov den ud. Ved 10-tiden kunne jeg ikke vente med morgenmad mere, så jeg lavede mad og vækkede K. Han var ikke helt frisk. Da vi sad og spiste, ringede klinikken med svar på blodprøven - "den er positiv, tillykke, du er gravid".
Der blev helt stille i hovedet på mig. Alle lyde blev lukket ude. Jeg var helt chokeret. Det var ikke det svar, jeg havde regnet med. Jeg havde håbet, naturligvis, åh hvor havde jeg inderligt håbet, men at det rent faktisk var lykkedes, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det lyder mærkeligt, for jeg har jo drømt om det øjeblik i 3,5 år, men alligevel.
Jeg fik fremstammet et "tak", og så snakkede laboranten videre om, at vi skulle have en tid til scanning i uge 7. Jeg sagde bare "ja" og "okay", og så kom det fra laboranten "du lyder meget rolig, vidste du det godt"? Her begyndte jeg at ryste, og tårerne trillede, og jeg fik svaret "nej, jeg er bare lidt i chok". HCG (graviditetshormon) var på 164, og nu sad K også med tårer i øjnene. Midt i maden. Det var først chok, så glæde, så lettelse, så glæde og så lykke og så chok igen. Hold op hvor surrealistisk! Der er rent faktisk liv! Et lille bitte liv i min livmoder. Hvor er det vildt. Og fantastisk. Da vi havde sundet os lidt og krammet, kysset, jublet og tudet ringede jeg til min søster og fortalte, at hun skal være moster. Hun begyndte også at tude af glæde. Bagefter ringede jeg og vækkede mor og far i Grønland og fortalte, at de godt kunne poppe champagnen, for de skal være mormor og morfar. Det har jeg glædet mig til at fortælle dem i flere år! De var næsten vågne og ventede bare spændt på besked (der er tidsforskel på 4 timer, så det var meget tidligt om morgenen for dem). Jeg havde lyst til at råbe det ud til hele verden, stille mig ud på altanen og råbe "I'm pregnant, I'm going to be a mom"!!! (a la Monica i Friends da hun er blevet forlovet med Chandler - måske kun sjovt, hvis man har set Friends ligeså mange gange, som jeg? ;-)
Anyway vi fik fortalt det til de nærmeste, og alle blev naturligvis virkelig glade på vores vegne.
Jeg gik ud og købte en graviditetstest, for jeg ville gerne se de to streger. Det er mit eneste bevis, og jeg har drømt om de to streger SÅ mange gange. Resten af lørdagen var lidt mærkelig, men dejlig, og vi tog ud for at spise romantisk middag på restaurant for at fejre det.

Nu venter vi bare. Igen. Mere ventetid. Denne gang bare den søde slags. Og samtidigt stadig ængstelig. Nu skal den blive siddende. I januar skal vi scannes for at se, at det sidder, som det skal, og for at se, at der er liv. Man kan se hjerteblink i uge 7. Og så er det spændende, om der er en eller to. Tænk hvis vi skal have tvillinger. Vi fik jo lagt to æg op, så chancen er stor, men vi vil være lykkelige blot for en enkelt. Hvis der er to, er det bare bonus. Der er dog ingen garantier. Mange graviditeter går til grunde inden uge 12. Er det så smart at holde igen med glæden? Skal vi forberede os på det værste? Hvornår er det okay at være glad? Hvornår er det så sikkert, at man kan holde op med hele tiden at gå og tænke, om graviditeten går i sig selv igen? Hvornår kan vi holde op med at bekymre os?
Det kan vi nok aldrig, så jeg tænker - hvad får vi ud af at gå og bekymre os? Hvad godt kommer der ud af det? Svaret er intet. Vi bliver jo ikke mindre kede af det, hvis det går galt. Så derfor GLÆDER vi os. Det kommer til at gå godt. Nu har vi kæmpet nok. Endelig er vi gravide. Kæft det er stort!

Nu er der gået halvanden uge siden vi fik den glædelige nyhed, og jeg har allerede fået en del tegn på graviditet - ømme bryster og murren i underlivet. Derudover mærkelige cravings på mærkelige tidspunkter. Den anden aften var vi hjemme hos mine forældre og hygge (de er kommet til Danmark på juleferie). Vi havde spist aftensmad hjemmefra, og så blev der serveret æbleskiver til dessert. Ved 23-tiden blev jeg sulten igen, og fortalte at jeg havde lyst til en sildemad med æg og karrysalat. Normalt er det ikke min livret. Min far gik straks op i køkkenet og lavede en sildemad til mig, som jeg fik serveret i sofaen! :-D
Den anden nat måtte K op og smøre en nutellamad til mig. Ja jeg ved godt, at jeg ikke skal spise for to, men hvor er jeg dog sulten hele tiden. Og træt! Og jeg skal hele tiden tisse. Det er noget med, at der er øget blodgennemstrømning ved livmoder og blære, så det er derfor. Og nu kan jeg mærke en begyndende kvalme...eller også har jeg bare spist for meget konfekt? Hmm...nej det er fordi, jeg er gravid. Jeg er SÅ glad for min kvalme :-)

Den første babyting er i øvrigt kommet inden for døren nu. Jeg har fået en sparkedragt af min mor. Den er næsten 30 år gammel, for det var den, jeg havde på, da jeg kom hjem fra hospitalet, lige da jeg var blevet født. Den er virkelig lille! Og så var den i øvrigt alt for stor til mig dengang. Virkelig hyggeligt, tænk at min mor har gemt den i alt den tid.

Så blev det alligevel jul i år. Og storken fandt endelig vej. Hvem skulle have troet det? Vi er så overlykkelige, at det er helt åndssvagt. Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at I får en dejlig juleaften. Vi skal være her hjemme for første gang, og traditionen tro skal vi have rensdyrryg. Træet står lige nu bare og venter på at blive pyntet.

Tusind TAK for alle jeres søde hilsner.
Vi er SÅ glade. GLÆDELIG JUL.

torsdag den 18. december 2014

mandag den 8. december 2014

Baby brain




Alt godt kommer til den der venter, er det ikke sådan? Jeg synes, at vi har ventet længe nok - det må være vores tur nu.

Ventetiden er værst.
Jeg er ved at blive bims og kan ikke tænke på andet - er jeg mon gravid? Mon æggene har sat sig fast? Jeg har æg og baby på hjernen hele tiden!

Tankerne kører rundt i hovedet. Jeg synes, at jeg har lidt ømme bryster, så jeg er nok gravid. Tænk hvis det rent faktisk lykkes nu...men tænk hvis det ikke lykkes nu...så overlever jeg ganske enkelt ikke. Symptomerne kan bare være fra de hormoner, jeg får. Eller symptomer på mens. Hvad er det også for en syg Gud, der har fundet på, at PMS skal minde om tidlige graviditetssymptomer?!
Jeg synes også, at jeg har lidt kvalme. Det må helt sikkert betyde, at jeg er gravid. Eller også er jeg ikke, jeg har da ofte kvalme alligevel. Ej, det kan da godt være, at det er lykkedes nu, så skal vi måske have tvillinger. Tro på det. Øvelse gør mester. Hvis øvelser gør mester, så bliver vores børn da i øvrigt helt perfekte! Shit det er dårlig humor.
Har godt nok mange symptomer egentlig. Jeg har bare lyst til alle mulige mærkelige ting hele tiden, så måske er jeg virkelig gravid nu. Måske er jeg ikke. Jeg tør næsten heller ikke håbe for meget, så bliver nedturen bare det mere ubærlig, hvis jeg ikke er gravid. Jeg kan mærke niv og jag i livmoderen og smerter engang imellem. Måske er det tegn på graviditet? Det kunne det da godt være. Det kan selvfølgelig også bare være et tegn på mens., der er på vej. Åh nej er jeg begyndt at bløde? Nej det er for tidligt, det er sikkert bare smerter, fordi jeg er gravid. Er jeg gravid? Tør jeg teste? Nej det er også for tidligt. Åh tænk hvis testen viser negativ, så bliver vi knuste. Hvis testen viser negativ, så bekræfter den bare min værste frygt: nej du er ikke gravid, du er bare tyk! ;-)
Nej så hellere bevare håbet lidt endnu. Men tænk, hvis den er positiv, så kan vi glæde os allerede nu. Åh det bobler helt af lykke inden i bare ved tanken. Skal jeg teste? Nej det går ikke, det er dumt. Vent nu bare på den dumme blodprøve. Mon jeg er gravid? Eller er jeg ikke? Julen er da også bare det værste tidspunkt at være infertil på - jeg bliver hele tiden mindet om, at Jomfru Maria kunne blive gravid, men jeg kan ikke! Åh den dårlige humor igen. Godt der ikke er nogle, der kan høre, hvad jeg tænker.
Nu skal det altså lykkes. Jeg orker ærlig talt ikke jul som barnløs igen. Jeg vil tro på, at jeg er gravid. Jeg er nødt til at tro på det. Er jeg? Er jeg ikke? Er jeg? ... Aaaaaaaarghh!!!

Håber dæleme at alt godt kommer til den der venter, for jeg er godt nok ved at være utålmodig nu. Håber at vi er færdige med at vente, og at vi får verdens bedste julegave i år.


tirsdag den 2. december 2014

6. gang er lykkens gang, ikke?


K overraskede mig med blomster i dag - han ved at min yndlingsblomst er Gerbera. Sådan ser det ud, når han selv får lov at blande en buket :-)

Jeg fik taget æg ud i lørdags. Jeg sov ikke ordentlig natten inden, da jeg var vildt nervøs. Jeg kan mærke at de dårlige oplevelser sidder i kroppen. Kroppen husker. Det er ikke fordi noget er gået galt tidligere, at det er dårlige oplevelser, det er jo gået som det skal, men det er bare ikke fedt. Det gør ondt, og jeg ligger bare der med stængerne i bøjlerne og er blottet og kan bare se til mens en ny fremmed læge roder rundt i mit underliv. Det går så meget ud over mine grænser, men jeg må jo finde mig i det, hvis jeg vil have en chance for et barn.

Denne ægudtagning var lidt anderledes. Lægen brugte en tyndere nål, og jeg fik noget bedre smertestillende. Jeg fik dog ikke noget beroligende inden, hvilket jeg ellers har været glad for de andre gange. Det betød at jeg tudede en hel del inden vi gik i gang, men de var meget søde til at berolige. Selve udtagningen gik mere eller mindre smertefrit. Sygeplejersken var godt nok oppe og stå og trykke hårdt på min mave, fordi min ene æggestok ligger klistret fast omme bag livmoderen, så de ikke kan komme til. Lægen måtte stikke igennem livmoderen, hvilket ellers ikke er normalt. Jeg fik rigeligt med smertestillende i armen, så jeg kunne ikke mærke stikkene, men bagefter havde jeg slemme smerter. Og jeg var fastende, så jeg blev virkelig dårlig, selvom jeg havde fået lidt til blodsukkeret. Da vi kom hjem blødte jeg og havde ondt og fik koldsved og snurren i hele kroppen, og jeg var svimmel og ligbleg. Var helt klar til at ringe efter en læge, men K fik tvunget lidt mad og noget smertestillende i mig, og det hjalp heldigvis. Det blev til 6 æg. Vi havde håbet på flere, men 6 er åbenbart, hvad min krop kan præstere.

Mandag ringede de fra klinikken med update om æggene. Der var fem befrugtede. En smule fragmenterede, men ellers fin kvalitet.

I dag var vi så til ægoplægning. Jeg har igen ikke sovet ordentligt. Ægoplægning plejer også at gøre ondt. Da vi sad på klinikken og ventede kunne jeg mærke, at jeg var presset og måtte kæmpe for ikke at tude. Det viste sig at være spild af energi. Vi fik lagt et par 8-celler op. Det var SÅ god en oplevelse. Sikke en forskel fra Riget. De var kun to mennesker til stede - en laborant og vores læge. På Riget har de været en laborant, en læge og to sygeplejersker. Og på Riget har det gjort virkelig ondt, men i dag mærkede jeg intet. Lægen kunne sagtens bruge det tynde kateter, og vi fik lov at se æggene i mikroskopet, inden de blev lagt op. Det var ret syret. Jeg blev også scannet samtidigt med at æggene blev lagt op, så vi kunne se dem ligge i livmoderen. Helt fantastisk oplevelse. Det har vi ikke prøvet før.
Bagefter fik jeg en halv times akupunktur. Ja vi er snart villige til at gøre hvad som helst. Efterhånden som vi bliver mere og mere desperate, prøver vi flere og flere hokus-pokus-ting. Jeg er ligeglad, hvad andre tænker, jeg er nødt til at tro på, at det vil virke.

Så nu holder vi vejret i et par uger frem til, at vi skal have taget graviditetstest og håber, at "skidtet" vil sætte sig godt fast. Har mest lyst til at ligge stille med stængerne i vejret og ruge på vores to fine æg de næste to uger og slet ikke rejse mig op. Jeg tør jo nærmest ikke engang at nyse. Men den går jo ikke, og det er ikke rationelt. Jeg ved godt, at æggene ikke kan falde ud, men lidt skør bliver man altså af at være i fertilitetsbehandling. Skør og stærk. Det man ikke dør af, bliver man stærk af, ikke? Jeg er stærk nok nu. 6. gang må altså være lykkens gang.





torsdag den 27. november 2014

IVF - in vitro fertilisa-hvaffor noget??


Vil du se noget virkelig uhyggeligt? Giv mig hormonindsprøjtninger i 10 dage og så fortæl mig, at vi ikke har mere chokolade!

Jeg var til scanning i dag for at få tjekket om mine æg er klar til at blive taget ud, og det var de, så den står på ægudtagning på lørdag. Skal tage ægløsningssprøjte i aften. Puha selvom jeg har prøvet at få taget æg ud mange gange efterhånden, så frygter jeg det stadig. Det gør jo ondt det skidt og så er det generelt bare ikke fedt.

De fleste ved, at vi er i fertilitetsbehandling, men de færreste ved, hvordan det rent praktisk foregår, og flere har spurgt til det, så her kommer en gennemgang af forløbet - man skal nok ikke være alt for sart for at læse med ;-)

In vitro fertilisation (IVF) betyder at befrugtningen sker uden for kroppen ("in vitro" betyder "i et reagensglas"). IVF kaldes også reagensglasbefrugtning eller kunstig befrugtning.

Og hvad er det så?

Vi er i det man kalder lang behandling, for her har man de bedste erfaringer, når det kommer til endometriose, som jeg jo lider af. Lang behandling tager omkring to måneder og kan inddeles således:

Forbehandling/nedregulering 14 dage
Stimulation med ægfremmende hormoner 10-12 dage
Aspiration, befrugtning og transferering 2-3 dage
Efterbehandling med progesteron 14 dage, afsluttes med graviditetstest

Princippet i lang behandling er, at jeg skal forbehandles før selve stimulationsbehandlingen. Forbehandlingen består i, at jeg nedreguleres - de overordnede kønshormoner som normalt styrer æggestokkenes funktion stoppes, og æggestokkene nulstilles, så der hverken sker ægmodning eller ægløsning. Det er en form for kunstig overgangsalder.

Vi melder os til behandling på klinikken på første menstruationsdag. Herefter sker der ikke mere før på dag 21, hvor jeg ultralydsscannes (dildoscanning!), for at se om alt er i orden, og der ikke er cyster. Samme aften starter jeg på nedregulering, der er en indsprøjtning i underhuden i maveskindet, som jeg skal tage de næste 14 dage. Her medfølger som regel hedeture og diverse andre bivirkninger. Så ved jeg da, hvordan jeg får det, når jeg bliver ældre og går i overgangsalder - forhåbentlig ingen overraskelser der.

På dag 35 scannes jeg igen for at se om jeg er ordentligt nedreguleret og starter på selve stimulationsbehandlingen. Det er et hormon der hedder FSH, som får ægblærerne til at vokse. Det er stadig indsprøjtninger i maven, og jeg skal både tage det nedregulerende og det ægstimulerende. Her er humørsvingninger bl.a. et issue, og K er skide irriterende i de dage! ;-)
Han ved ikke om han skal kysse mig, trøste mig eller holde det ene øje åbent, når han sover.

Omkring 8-9 dage efter stimulationens start skal jeg igen møde til ultralydsscanning, hvor lægen vurderer, hvor mange og hvor store ægblærer der er, samt livmoderslimhindens tykkelse. Jeg skal som regel stimuleres nogle dage endnu, før ægudtagningen kan planlægges, så efter nogle dage scannes jeg igen, og når ægblærerne er 18-19 mm tager jeg den ægløsende sprøjte. Denne sprøjte bevirker at æggende løsnes tidligst 38-40 timer senere, og derfor tager man æggene ud 36 timer efter, at jeg har fået ægløsningsprøjte.

Ægudtagning
Vi møder på klinikken om morgenen og K afleverer sædprøve til oprensning. Heldigvis bor vi så tæt på, at han kan lave den hjemmefra. Og det er jo bare super fedt, at gøre det i en kop!
Vi bliver modtaget af en sygeplejerske, og jeg får en masse smertestillende medicin. Jeg plejer at bede om så meget som muligt og får også en beroligende pille. Sygeplejersken lægger en lille plastikkanyle i min arm, og herigennem får jeg smertestillende mens selve ægudtagningen står på. Det er noget der virker, og det er virkelig godt!
Selve ægudtagningen foregår ved hjælp af ultralydsscanning (dildoscanning igen!). Jeg lokalbedøves og så indføres en tynd nål i æggestokken. De enkelte blærer tømmes for væske, hvorved æggende suges ud. Jeg bliver rigtig døsig af medicinen, men man er altid vågen under indgrebet, og de plejer at være søde til at snakke og fortælle, hvad der sker. Vi kan se med på en skærm. Bagefter kommer vi ud, og jeg ligger og hviler en halv til en hel times tid og får antibiotika i drop inden vi tager hjem. Jeg sover som regel hele eftermiddagen, da jeg har smerter og er træt.
Til ægudtagningen er der en læge, to laboranter og to sygeplejersker til stede - i hvert fald de gange vi har prøvet det.

Befrugtning
Herefter venter vi og håber at æggene er gode nok og bliver befrugtet og deler sig som de skal. Det er ude af vores hænder. Vi plejer at få at vide, hvor mange æg de fik ud, inden vi tager hjem.
Befrugtningen sker i et glas. De sætter ca. 100.000 sædceller til hvert æg. Dagen efter renses og kontrolleres æggene. Udviklingen skal være normal. De udvikler sig fra at være én cellede til at være 2-6-cellede på to dage. Så to dage senere ringer vi ind til klinikken om morgenen og hører, hvordan æggene har det, og om vi kan komme til ægoplægning samme formiddag. De skal helst være 4-cellede. Jeg får lagt to æg op, da jeg har endometriose og det derfor forværrer chancerne, men normalt lægges kun et æg tilbage. Hvis der er mange fine æg, fryser de dem ned, så vi kan bruge dem senere. Idet vi får lagt to æg op er risikoen for at få tvillinger meget stor. Lægerne kalder det risiko, fordi der kan være mange komplikationer ved en tvillingegraviditet, men vi vil jo bare mene, at det er bonus med tvillinger.

Ægoplægning
Ægoplægning tager kun 5-10 minutter og foregår ved en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor man indfører et tyndt (i mit tilfælde lidt tykkere, da min livmoder ligger dumt!) plastikrør i livmoderhalskanalen og sprøjter den væske, hvori æggene er op i selve livmoderen. Det skulle ikke gøre ondt, men det gør pænt ondt i mit tilfælde.
Til ægoplægning er der en læge, en laborant og to sygeplejersker til stede - altså alt for mange mennesker, hvis man spørger mig.

Efter ægoplægningen behandles jeg med det naturlige graviditetsbevarende hormon progesteron, som stabiliserer livmoderslimhinden. Det er vagitorier, som skal tages 3 gange dagligt. Pænt klamt, da det jo kommer ud igen!

Efter 14 ulideligt lange dage får man taget en blodprøve, hvor de måler hormonet HCG, det såkaldte graviditetshormon, og man får så at vide, om man er gravid eller ej.

Hele den her tur tager omkring 2 måneder og hvis det ikke lykkes, skal man vente en måned, før man kan starte forfra, så det er en længere proces.

Nu er jeg ved at være rigtig godt træt af at stikke mig selv, så det er rart at der snart sker noget. Vi håber, at der er en masse fine æg til os - kryds fingre? :-)

tirsdag den 18. november 2014

Kan lykken købes for penge?




Vi har skiftet klinik. Og det endda midt i en behandling.

Vi har ikke flere IVF forsøg i det offentlige og er derfor færdige på Rigshospitalets fertilitetsklinik aka babyfabrikken. Vi er startet i det private, og hele det her show med at vælge klinik og antal behandlinger er da noget af en prøvelse. Føler vi os heldige eller ej? Skal vi vælge et forsøg eller tre? Hvad kan økonomien klare? Hvad får vi for pengene de forskellige steder? Hvor føler vi os bedst behandlet?

Vi har hørt bedst om Trianglen, men også godt om CFC. Vi valgte dog at starte på CFC, hvor vi kunne komme til samtale og i gang med behandling med det samme, og det hele gik super hurtigt, og de var virkelig fleksible og nemme at komme i kontakt med. Der var derimod meget lang ventetid på Trianglen, og de virkede ikke super interesserede i forretning, når jeg ringede til dem for at få en tid - eller også havde de blot travlt (det var i hvert fald min oplevelse). Derfor slog vi til, da CFC tilbød os at starte med det samme, og der på det tidspunkt var lange udsigter til en samtale på Trianglen. Også fordi det ellers ville have kostet os en cyklus. Det ville simpelthen have været spild af en cyklus at vente. Og det forstod de på CFC. Lægen vi talte med sagde det endda selv, da vi spurgte, om vi kan risikere at blive afvist, når vi melder os til behandling, ligesom man kan på Riget, fordi de ikke har plads. Han sagde "I kan ikke blive afvist, det er jo spild af en cyklus". Jeg kunne have kysset ham! Halleluja! Ja, det er nemlig spild af en cyklus, hvis man bliver afvist og først kan starte behandling måneden efter. På Riget kan man risikere at blive afvist to måneder i træk. Skræk og rædsel!

Det lykkedes os så i mellemtiden at få en tidligere tid på Trianglen, og selvom vi var startet i behandling på CFC, tog vi alligevel til samtale på Trianglen i fredags, for at høre, hvad de kunne tilbyde. Så kunne det jo være, at vi skulle vælge bare et enkelt forsøg på CFC og så skifte til Trianglen, hvis det skulle vise sig, at vi bedre kan lide Trianglen. Vi skulle beslutte os i lørdags mht. antal behandlinger på CFC, og der fangede bordet også mht. betaling. Det var selvfølgelig lidt presset.

Allerede til samtalen på CFC kunne vi mærke stor forskel fra det offentlige. Vi var lige pludselig til for klinikken og ikke omvendt. Vi kunne tydeligt mærke, at vi blev behandlet som betalende kunder, der skulle serviceres, og at vi ikke længere bare var et nummer i rækken - ikke bare endnu et infertilt par på samlebåndet på Babyfabrikken. Samtalen på CFC gik meget hurtigt, men vi følte os godt behandlet, og der var ingen ventetid. Vi havde forberedt en masse spørgsmål, som vi syntes, at vi fik besvaret udmærket. Lægen kom med et par forslag i forhold til, hvad vi kan gøre anderledes ved det her forsøg, bl.a. irap og prednisolon. Irap er noget med, at man tager noget af mit blod og gør et eller andet ved det og sprøjter det ind igen, og prednisolon er bare binyrebarkhormon, som jeg skal tage i pilleform. Begge dele er med til at slå mit immunforsvar lidt ned, så min krop ikke prøver at forhindre det befrugtede æg i at sætte sig fast samtidig med, at den prøver at bekæmpe endometriosen. Kroppen kan åbenbart ikke kende forskel. Lortekrop!

Anyway, vi havde så en forventning om, at når nu vi er betalende kunder, så sætter lægen sig lige lidt ind i vores journal og hvem vi er, inden vi kommer til ultralydsscanning (dildoscanning!), så de ikke ligesom på Riget først kigger på det, når vi sidder der. Det kan godt være, at det er en lille ting, men det betyder bare en kæmpe forskel for os. Da vi senere kom på CFC for ultralydsscanning i forbindelse med opstart i nedregulering, stod lægen gudhjælpemig og spurgte "har du endometriose?", mens han ellers rodede rundt med scanneren i mit underliv. Are you kidding me?! Der var CFC så bagud på point, og hele oplevelsen var ærlig talt lidt skuffende. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få afstemt forventninger med sine kunder.

Oplevelsen på Trianglen i fredags var en helt anden - på den gode måde. Lægen tog sig god tid til os, og for første gang fik vi at vide, hvad de forskellige tal og skriverier i vores journal fra Riget betyder. Vi snakkede størrelse på æg, kvalitet af æg, kvalitet af sæd osv. Han kiggede rent faktisk grundigt på forløbet i vores tidligere behandlinger. Han havde ikke spor travlt, og vi fik os en rigtig god og oplysende snak.

Jeg har lige fra første forsøg på Riget haft en fornemmelse af, at de tog æggende ud for tidligt. Det virker som om de har meget travlt, og de tager ikke hensyn til, at ikke alle kvinder er ens. Jeg har jo erfaret i vores mange inseminationsforsøg, at mine æg vokser langsommere end gennemsnittet. Når de fleste kvinders æg vokser 2 mm pr. dag, så vokser mine kun 1 mm.
De første to gange med IVF fik vi kun 6 æg ud, og kun to kunne bruges. Ikke de bedste æg, kun 2-cellede og en smule fragmenterede. Tredje gang pressede jeg lægen til at vente en dag mere med at tage dem ud, og det resulterede i 11 æg, hvoraf hele 8 kunne bruges. Og så endte jeg også med at blive gravid. Det var desværre en biokemisk graviditet (det er når den går til grunde allerede i uge 5-6). Det er det tætteste på en graviditet, jeg har været. Nu ved jeg da, at jeg kan blive gravid, og at min krop kan tage imod et æg og danne HCG (graviditetshormon). Jeg er overbevist om, at det gik så godt, fordi jeg fik presset lægen til at vente lidt længere, så æggene var ordentligt modne og livmoderslimhinden tykkere. Æggene var meget pænere og 4-cellede. Vi fik også 2 strå med 3 æg i hver i fryseren og var igennem et fryseforsøg med "igloæg". Da vi skulle til andet fryseforsøg blev det dog aflyst, fordi mit underliv var ét stort rod, så jeg skulle opereres. Efter operationen prøvede vi med et 4. friskt forsøg, hvor de igen tog æggene ud for tidligt, selvom jeg virkelig prøvede at presse dem til at vente.

På Trianglen foreslog lægen, at vi stimulerer mig langsommere og venter med at tage æggene ud til de er større og ordentligt modne. Vi fik en tid igen i dag mandag, så vi lige kunne gå hjem og tænke over det i weekenden, også i forhold til om vi skulle fortsætte på CFC eller skifte.

Vi valgte at skifte klinik. Jeg startede på ægstimulerende hormon i går aftes. Farvel til hedeture og goddag til spændte æggestokke.

Det kan godt være, at det er mange penge, når man skal i det private, men der er også væsentlig forskel på oplevelsen. Nu satser vi på, at vi har taget det rigtige valg. Der er desværre ingen klinikker, der kan garantere os en baby, men vi kan da håbe, at vi kan købe os til lykken nu.



Det skal lige siges, at ovenstående jo bare er vores oplevelse af forløbet og de 3 klinikker. Jeg kan kun tage ansvar for mine egne følelser. Andre har helt sikkert en anden oplevelse.

Din kommentar er meget velkommen :-)

torsdag den 13. november 2014

Sig pænt goddag til "Hormonzilla"!



Vi er i gang igen efter endnu en nitte. Jeg stikker mig selv hver aften. Jeg ligner en narkoman på maven - jeg er gul og blå og lilla. Stikkeriet er efterhånden bare en del af min aftenrutine - først børste tænder og så en hormoninjektion. I starten havde jeg godt nok svært ved det, faktisk så svært at jeg ikke gjorde det. K måtte stikke mig, og han var så sød at sørge for at være hjemme hver aften til et bestemt tidspunkt i vores første forsøg, så ikke jeg skulle stå med det selv. Jeg skulle lige lære det. Det var ikke spor sjovt. Det har kostet blod, sved og tårer - bogstaveligt talt. Der gik mange gange før jeg selv turde. I dag vil jeg selv, kan selv, men både mor, far og søster har fået lov at prøve også - på et tidspunkt gik der lidt sport i det. Jeg har stukket mig selv på toilettet til stor fin fest på d’Angleterre, haft kanyler med på ferierejser, stukket mig i bilen og endda i biografen. Utroligt hvad man kan vænne sig til.
Heldigvis får jeg ingen bivirkninger af hormonerne - K er bare lidt mere irriterende, end han plejer at være ;-)
Nej, jeg er desværre en af dem, der lider af alle bivirkningerne for fuld udblæsning. I nedregulering er det hedeture, hovedpine, søvnbesvær og et blodtryk, der kører op og ned ligesom humøret. Jeg er følelsesmæssigt ustabil - følelserne sidder uden på tøjet.

Lørdag formiddag var den helt gal. Jeg kunne ikke sove om natten, og K var pisse irriterende, fordi han trak vejret. Klokken var kun 7.30 da jeg bad ham tage til bageren, for det var vidst sikrere for ham, end at blive hjemme og få revet hovedet af. Han kom så hjem uden rugbrød. Der brød jeg sammen i gråd for anden gang den morgen. Han smuttede af sted igen efter rugbrød. Jeg kogte æg. Søster som var på besøg for weekenden stod op og kom ud i køkkenet. Der blev jeg vildt glad, det var så dejligt, at hun var her, så dejligt at se hende, og jeg tænkte "kæft hvor skal vi bare hygge". Jeg brændte mig så på gryden, da jeg tog æggene af. Begyndte at græde igen - det gjorde sgu da ondt. Herefter kom K hjem, og han havde æblejuice og nutella med. Der blev jeg helt "åååh hvor jeg dog elsker ham, han er vildt dejlig"! Ja det var en hyggelig morgen.

Hvorfor er der aldrig nogle gode bivirkninger? Bare for én gangs skyld ville jeg gerne kunne læse på indlægssedlen "stor risiko for at blive ekstremt sexet".
Det ville da være vildt lækkert. I stedet prøver vi at få det bedste ud af humørsvingninger og hedeture, og K skal bare give mig ret, så går det fint :-)

Jeg har i øvrigt fået rigtig mange søde beskeder omkring mine indlæg om infertilitet her på bloggen fra familie, venner, bekendte og helt fremmede. Det er virkelig overvældende. Har fået mails og beskeder på facebook, på instagram og kommentarer her på bloggen. Jeg er virkelig glad for at, I har taget godt imod mine skriverier, og at I bakker mig op. Jeg sætter pris på, at I har taget jer tid til at læse med og skrive en kommentar til mig. Det er den bedste anerkendelse, jeg kan få.

Jeg kan jo forstå, at mange kan genkende mine tanker og følelser, og at min blog har hjulpet og gjort indtryk på mange. Der er endda et par, der har brugt min blog i forbindelse med at de skulle fortælle venner og familie, hvad det er, de går igennem, og det gjorde det lettere.
Det er bl.a. det, jeg gerne vil med min blog, når jeg skriver om infertilitet og de meget private tanker og følelser, der følger med - jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe både pårørende og de par, som er i samme situation selv, som har brug for at vide, at de ikke er alene. Væk med det tabu.
Så kære alle jer der læser med - af hjertet TAK.

onsdag den 12. november 2014

Offer eller fighter?




Jeg lever ikke, jeg overlever. Kampen fylder alt. Smerten, presset, håbet, magtesløsheden.
Et eller andet sted vil jeg mene, at man skal være stærk for at være i fertilitetsbehandling, men omvendt gør jeg bare, hvad der er nødvendigt, for at drømmen måske en dag skal blive til virkelighed. Jeg er vågnet op nogle morgener og har været forundret over, at jeg stadig er i live, for hvordan kan man leve med et knust hjerte? Det er en gigantisk smerte, som jeg slet ikke ved, hvordan jeg kan beskrive.
Sådan har jeg det nogle dage.

Andre dage (de fleste) forsøger jeg at værdsætte det gode, jeg allerede har i mit liv frem for det, jeg ikke har. Jeg prøver at være positiv og nyde de gode ting. Der er heldigvis mange.

Det er desværre bare ofte det negative, der fylder og derfor også det, jeg tænker på og skriver om.

På de gode dage glæder jeg mig over små ting som en skovtur, og at det er weekend. Det er bare ikke altid, at det når helt ind, for det virker så ubetydeligt, når min drøm brister gang på gang - ja det er jo faktisk hver måned. Og jeg tackler det ikke, jeg reagerer bare. Oftest med gråd. Jeg græder overfor K, på arbejdet overfor chefen og i Bauhaus! Jeg har grædt til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere, og jeg har buret mig inde i flere dage hjemme i lejligheden uden at snakke med andre end K. Jeg kan ikke styre det. Jeg er positiv det ene øjeblik og negativ det næste.

Og det er naturligvis forståeligt (i hvert fald for mig). Vi er under et ekstremt stort pres. Hele samfundet forventer, at vi får børn, og vi ser kollegaer, venner og familie få børn som det mest naturlige i verden, og det i sig selv er en sorgfremkaldende oplevelse.
Jeg har svært ved at se gravide veninder og kollegaer. Det kan til tider gøre mit arbejdsliv utåleligt, også fordi jeg har brug for rigtig meget fleksibilitet med scanninger midt på dagen og ÆU og ÆO i tide og utide. Da det er svært at se gravide veninder, kan jeg komme til at undgå dem, og dermed mister jeg social støtte og opbakning i en livskrise, hvor støtte netop er vigtigt. Vi kan ikke planlægge en ferie, for tænk hvis vi spilder en cyklus, og dermed en chance. Det er også en økonomisk belastning, for fertilitetsbehandling er jo ikke billigt, og gad vide, hvor længe vi kan blive ved? Derudover er vi overladt til fertilitetslægerne og skæbnen, og vi har reelt ikke selv nogen indflydelse på, om det vil lykkes, hvilket resulterer i en følelse af magtesløshed. Jeg er i øvrigt den primære årsag til barnløsheden, og det rammer mit selvværd.

Ja jeg har nævnt det før - stress og depression går jævnligt hånd i hånd med ufrivillig barnløshed. Der vil jeg ikke ende.

Alle de negative tanker er uhensigtsmæssige. Det er videnskabeligt dokumenteret at positive og negative tanker påvirker kroppens biokemiske processer fx gennem højere adrenalin- og cortisolniveauer i blodet. Negative tanker giver simpelthen mere cortisol i kroppen, og cortisol er et stresshormon, som på længere sigt kan gøre, at stress fører til sygdom.

Ligesom vi siger, at vi er, hvad vi spiser, så tror jeg også, at vi er, hvad vi tænker. Det vi fokuserer på, vil vi producere mere af, og hvis vi ikke ændrer retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen. Jeg vil gerne have vendt mine negative tanker til positive tanker. Jeg vil være i kontrol og jeg vil styre, hvordan jeg har det, og jeg vil have det godt, og jeg vil kæmpe, for jeg vil være mor.

Det kræver mental styrke. At være mentalt stærk betyder for mig, at man har en høj grad af selvkontrol, som styrker ens evne til at skifte fra en negativ følelsesmæssig position til en positiv, og at kunne håndtere kriser og modgang i en bred vifte af livssituationer. Man skal vide hvornår, hvordan og hvad man skal tænke, eller hvilke billeder man skal skabe for at opnå den ønskede følelsesmæssige effekt. Det kan være virkelig svært at kontrollere sine følelser - det er lettere at lære at styre sine tanker. Jeg tror, at hvis man kan kontrollere og styre retningen og indholdet af sine tanker, vil man også kunne opnå betydelig kontrol over sine følelser. Centralnervesystemet kan jo ikke se forskel på noget, som bliver levende beskrevet i billeder og på noget, som virkelig sker.

Min "ynk" og selvmedlidenhed vil jeg have vendt til kampgejst. Jeg vil ikke se mig selv som offer, selvom jeg ærlig talt aldrig havde troet, at dette skulle overgå mig - jeg vidste ikke noget om det, før jeg selv stod i det, og jeg har da selv været en af dem, der er kommet med uheldige bemærkninger til folk. Jeg har haft travlt med at bo i udlandet, feste hver weekend og uddanne mig. Ja, det er svært at acceptere, at min krop modarbejder mig i det her projekt, men drømmen om at blive mor overskygger alt, så jeg vælger, at jeg vil glæde mig over de gode ting, og jeg vil det bedste for mig selv, og jeg vil være en fighter. Og kampen bliver kæmpet.

lørdag den 1. november 2014

Kan man spise sig gravid?

Jeg tror, at der er mange, som er enige med mig, når jeg siger, at sund kost, regelmæssig motion og sund livsstil har væsentlig og vigtig betydning for fertiliteten.

Der findes selvfølgelig de super fertile mennesker, der kan drikke sig fulde hver weekend og spise junk og lade være med at motionere og alligevel blive gravide - på p-piller! Irriterende typer. Godt for dem. Dem er der forhåbentlig overvægt af. Jeg hører desværre ikke til i den kategori.

Jeg forsøger at leve sundt. Vil ikke sige, at jeg er fanatisk, bare fornuftig.
Jeg vil gerne leve livet, mens jeg har det og have det godt, og det har jeg, når jeg lever sundt - så har min krop og mit sind det bedst.

Søger man på sundhed og fertilitet på internettet anbefaler de fleste, at man spiser en sundt kost, der sænker produktionen af hormonet insulin, undgår alkohol og rygning, at man får motion hver dag, at man sover nok, og så må man hverken være for tynd eller tyk. Derudover skal man huske at få slappet af.

Puha, det er meget at leve op til! Nogle af tingene kræver en ekstra indsats for mit vedkommende, og andet kommer helt naturligt.

Mht. motion skal det jo helst være hver dag, men det bliver det ikke for mit vedkommende. Jeg cykler til og fra job, og når jeg ikke er skadet forsøger jeg at få løbet et par gange om ugen.

For mig er sund kost bl.a. en varieret kost med massere af frugt og grønt, proteiner og grove kulhydrater. Jeg forsøger så vidt muligt at undgå sukker, hvidt brød og andre hurtige kulhydrater. Jeg begrænser mit indtag af mættet fedt og sørger for at få nok af det sunde, umættede fedt. Jeg spiser ofte fisk, og så tager jeg nogle stærke multivitaminer med naturlige antioxidanter, organiske mineraler, urter, bioflavonoider og aminosyrer.

Min største udfordring i forhold til kost er at holde mig fra sukker og hvidt brød. Når sukkertrangen melder sig - og det gør den op til flere gange dagligt - er det vigtigt for mig at have et sundere alternativ ved hånden. Heldigvis nyder jeg at eksperimentere med bagning og sundt sødt i køkkenet.

Her til morgen fik vi disse chiaboller bagt på mandel- og majsmel et eksperiment, der endte med at blive helt godt.


Opskriften får I her, det kunne jo være, at I kunne blive inspirerede.

1/2 pk gær
4 dl lunkent vand
1 dl chiafrø
1 tsk salt
1/2 dl sesamfrø
1/2 dl solsikkefrø
1 spsk husk
2 æg
50 g hakkede mandler
1 dl mandelmel
1-2 dl. majsmel (alternativt kan rismel bruges)

Rør gæren ud i vandet, tilsæt chiafrø og salt og rør husk i. Pisk æggene let og rør dem i sammen med sesamfrø og solsikkeker. Rør mandelmelet i og herefter majmelet lidt ad gangen. Konsistensen skal være som frikadellefars. Form 8-10 boller og lad dem hæve i 20 minutter. Bag dem herefter midt i ovnen ved 180 grader varmluft i 20-25 minutter. Velbekomme :-)

onsdag den 29. oktober 2014

Bare slap af...



Jeg var på Riget den anden dag til scanning i forbindelse med fryseforsøg. Jeg kom ind til en sygeplejerske, som spurgte, om hun skulle sætte ekstra tid af næste gang til, at jeg kunne snakke lidt med hende om det enorme pres det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg var ved at falde ned af stolen! Og jeg græd. Det er første gang i det her 2,5 år lange forløb, at nogen bekymrer sig om min psyke og ikke kun min krop. Der er jo kun fokus på kroppen i det her helvede! Psyken er helt overset, og som Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse skriver om i deres seneste medlemsblad, er der store psykiske konsekvenser ved at være infertil. Forskning viser, at infertile kvinder er ramt af lige så stor grad af depression, angst og stress som kvinder med fx kræft. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare sygeplejersken. Hun er jo ikke psykolog. Det sagde hun også, men jeg kunne få lov at læsse af. Jeg gik der fra med besked om, at jeg kunne ringe, hvis jeg ville have en snak. Det er rart at vide, men jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle takke ja til en snak. Der er så mange tanker.

Angst. Depression. Stress.

Angsten sidder i mig konstant. Den kan jeg sagtens genkende.
Jeg er angst for, at det ikke lykkes mig at blive gravid, og jeg en dag er nødt til at forlige mig med tanken om aldrig at få børn. Jeg tør slet ikke tænke, at jeg måske en dag når den biologiske deadline, som jeg konstant løber om kap med.
Jeg er egentlig også bange for ægudtagning og ægoplægning, selvom jeg har prøvet det så mange gange efterhånden, men det hører nok sammen med, at det gør ondt. Og jeg er bange for, at mine æg ikke er gode nok,  at de ikke bliver befrugtet og deler sig som de skal.
Og så er jeg ærligt talt skide bange for, at min endo udvikler sig så meget igen, at jeg skal igennem endnu en operation, for det er da det sidste i verden, jeg vil.
Derudover ligger angsten for at miste mit job pga. for mange sygedage altid og lurer et sted.
Og tænk hvis vi løber tør for penge til behandlinger...
Jeg er også bange for at miste mine venner og veninder - de kunne sagtens gå hen og blive godt og grundigt trætte af, at alt handler om at blive gravid.
Og så er der denne her: jeg er bange for at miste K. Tanken strejfer mig da - mon han inderst inde føler, at det er unfair, at han skal lide så meget, når nu det ikke er hans "skyld". Jeg er bange for, at han skal vælge mig fra. Jeg er bange for, at han får nok af behandling og ikke vil mere. Jeg er bange for at han går ned med flaget på det her - og jeg er bange for, at jeg selv går ned med flaget. Jeg er bange for mig selv, når jeg tænker, at jeg ikke er en rigtig kvinde, når jeg ikke kan få børn. Jeg er bange for at blive deprimeret og få stress!

Det skulle være godt og sundt at skrive sine tanker ned, har jeg engang fået at vide. Hermed gjort...og delt med hele verden...

tirsdag den 28. oktober 2014

Infertility sucks


Give it up, stork!


Vi har lige fra start været åbne omkring det, at vi er i fertilitetsbehandling. Overfor venner, familie og dem på job. De fleste vil måske mene, at det er en privat sag, men det stoppede med at være privat for mig, da vi ikke længere bare var K og jeg hjemme i dobbeltsengen. For mig er det ikke privat, når vi er 6 mennesker til stede ved ægoplægning, og når der har været op mod efterhånden 40 forskellige læger og sygeplejersker ind over i det hele taget (ja jeg har talt!). Selvfølgelig hører det privatlivet til i nogen grad, men der er også bare så mange tabuer omkring infertilitet på trods af, at hvert 5. par i Danmark har brug for hjælp. Jeg vil gerne, at tavsheden bliver brudt, og jeg kan forstå, at medierne har fokus på problemet for tiden.

Det har gjort det nemmere for os at være åbne. Jeg behøver ikke at lyve på job, hver gang jeg render på Riget til scanning "øh jeg smutter lige...øh...til tandlæge igen for 3. gang denne uge..." - nej vel?!

Vi får heller ikke længere de der (sikkert velmenende) bemærkninger fra folk "I skal da også snart se at komme i gang med at få nogle børn", som om det er det naturligste i verden, at alle kan få børn. Det gør jo ondt hver gang, jeg får den.

Og det gør ondt i det hele taget at være i fertilitetsbehandling. Hormonindsprøjtninger og tårer. Det er hverdag. Infertil og ulykkelig, det er mig.

Vi er efterhånden ved at være godt slidte. Vi har brugt vores sidste forsøg i det offentlige. Nu skal vi videre i det private.

Vi har på 2,5 år været igennem 5 inseminationsforsøg, 6 IVF forsøg, hvoraf 4 af dem har været lange behandlinger samt en operation for endometriose og en biokemisk graviditet.
Jeg har været nedreguleret 5 gange, dvs. sat i kunstig overgangsalder. 7 måneder med kunstig overgangsalder på 2,5 år. Det sætter sine spor. I hvert fald hos mig.
Følelserne sidder uden på tøjet og hormonerne fiser rundt i kroppen.

Nu er vi gået i gang med at undersøge, hvilken privatklinik, vi skal vælge. Hvilken er bedst? Hvilken er bedst for os? Og skal vi betale for 1 eller 3 behandlinger? Kr. 22.000 eller kr. 49.000? Pæn prisforskel, når vi allerede har brugt formuer. Føler vi os heldige eller ej? Jeg føler mig ikke særlig heldig med alt det, vi har været igennem. Det løber hurtigt op i tæt på kr. 100.000 for 3 forsøg med zoneterapi, akupunktur, nedfrysning af æg, irap, prednisolon, hormoner, AHA, blastocystdyrkning, priming osv.
Jeg ved, at vi gør alt, hvad vi kan.

I går sagde de i Aftenshowet, at 8-10% af de børn, der fødes i Danmark er kommet til verden ved hjælp af behandling. På trods af det, er det kun ca. 30% af de par, der starter i behandling, der bliver gravide. Det er dæleme hårde odds at være oppe imod!
Klinikchefen på Rigshospitalets fertilitetsklinik opfordrede til, at de unge bliver oplyst om de reproduktive sygdomme, der følger med alderen på samme måde, som de bliver oplyst om, at de skal bruge kondom. Det er da også en vigtig detalje at have med, synes jeg - at fertiliteten halveres fra man er 20 til man er 30. Jeg ville i hvert fald gerne have vidst det. Og så ville jeg i øvrigt ønske, at lægerne havde taget mig alvorligt allerede da jeg var 19, og ikke først da jeg var 27 og ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke blev gravid. Men det er en helt anden snak.

Hvis det ikke lykkes for os og vi en dag  giver op og stopper behandlingerne, så håber jeg ikke, at det er fordi, vi ikke har råd til at fortsætte. Så er det fordi vi er på randen til at gå i opløsning og simpelthen ikke kan mere. Det andet vil ikke være til at bære.

mandag den 27. oktober 2014

Det første spadestik...



Efter ca. 10 minutters overvejelser og uden nogen særlig erfaring har jeg besluttet at starte en blog.

Velkommen til! ;-)

...jo jeg har da gæsteblogget lidt og været blogbestyrer på min mors blog et par gange, og jeg er også blevet opfordret af nogle af mine søde instagramfølgere samt en kær veninde til at starte min egen blog, så nu kaster jeg mig ud i det, og jeg gør det for min egen skyld.

Bloggen bliver en personlig en af slagsen.
Jeg vil blogge om lige præcis det, der falder mig ind. Her skal være plads til lidt af hvert. Boligindretning, gør-det-selv krea-projekter, sundt sødt og projekt baby/infertilitet vil komme til at fylde en del.

Jeg lægger ud lige på og hårdt med en introduktion.

*Sara det er mig, jeg er 29 år lidt endnu og bosat i København på 5. år.

*Jeg er dansk uden på og grønlandsk inden i. Dvs. jeg er dansk af udseende, men jeg kommer fra Grønland. Grønland er "hjem" for mig, og vil altid have en særlig plads i mit hjerte, da det er her jeg er vokset op og har boet det meste af mit liv. Mine forældre bor stadig der hjemme.

*Jeg har skudt et rensdyr og elsker naturen, at sejle og stå på ski.

*Jeg har rejst i 38 lande. Jeg har boet i Egypten, på Fuerteventura, på Kreta og i Brasilien i forbindelse med mit tidligere job som rejseleder. Jeg elsker at rejse og kan begå mig på 6 forskellige sprog.

*Jeg er kærester med K på 6. år. Jeg håber at han snart frier til mig, men ingen pres! :-p

*Mit største ønske er at blive mor - det er desværre lettere sagt end gjort, da jeg lider af den kroniske sygdom endometriose.

*Jeg prøver så vidt muligt at leve efter princippet " ikke tænk så meget, bare gør det", og har jeg først sat mig noget for, skal det helst føres ud i livet øjeblikkeligt.

*Mit største forbillede er min mor. Jeg er storesøster til en lillesøster, som bor i Århus. Familien betyder meget for mig, og det er ikke altid sjovt, at vi bor så langt fra hinanden alle sammen, men vi er tætte trods afstanden.

*Jeg bruger usundt meget tid på instagram som @sarasunivers :-)

Jeg håber at I vil tage godt imod mig her i blogland.

Efterlad gerne en kommentar - det er den bedste anerkendelse.

KH Sara