onsdag den 29. oktober 2014

Bare slap af...



Jeg var på Riget den anden dag til scanning i forbindelse med fryseforsøg. Jeg kom ind til en sygeplejerske, som spurgte, om hun skulle sætte ekstra tid af næste gang til, at jeg kunne snakke lidt med hende om det enorme pres det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg var ved at falde ned af stolen! Og jeg græd. Det er første gang i det her 2,5 år lange forløb, at nogen bekymrer sig om min psyke og ikke kun min krop. Der er jo kun fokus på kroppen i det her helvede! Psyken er helt overset, og som Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse skriver om i deres seneste medlemsblad, er der store psykiske konsekvenser ved at være infertil. Forskning viser, at infertile kvinder er ramt af lige så stor grad af depression, angst og stress som kvinder med fx kræft. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare sygeplejersken. Hun er jo ikke psykolog. Det sagde hun også, men jeg kunne få lov at læsse af. Jeg gik der fra med besked om, at jeg kunne ringe, hvis jeg ville have en snak. Det er rart at vide, men jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle takke ja til en snak. Der er så mange tanker.

Angst. Depression. Stress.

Angsten sidder i mig konstant. Den kan jeg sagtens genkende.
Jeg er angst for, at det ikke lykkes mig at blive gravid, og jeg en dag er nødt til at forlige mig med tanken om aldrig at få børn. Jeg tør slet ikke tænke, at jeg måske en dag når den biologiske deadline, som jeg konstant løber om kap med.
Jeg er egentlig også bange for ægudtagning og ægoplægning, selvom jeg har prøvet det så mange gange efterhånden, men det hører nok sammen med, at det gør ondt. Og jeg er bange for, at mine æg ikke er gode nok,  at de ikke bliver befrugtet og deler sig som de skal.
Og så er jeg ærligt talt skide bange for, at min endo udvikler sig så meget igen, at jeg skal igennem endnu en operation, for det er da det sidste i verden, jeg vil.
Derudover ligger angsten for at miste mit job pga. for mange sygedage altid og lurer et sted.
Og tænk hvis vi løber tør for penge til behandlinger...
Jeg er også bange for at miste mine venner og veninder - de kunne sagtens gå hen og blive godt og grundigt trætte af, at alt handler om at blive gravid.
Og så er der denne her: jeg er bange for at miste K. Tanken strejfer mig da - mon han inderst inde føler, at det er unfair, at han skal lide så meget, når nu det ikke er hans "skyld". Jeg er bange for, at han skal vælge mig fra. Jeg er bange for, at han får nok af behandling og ikke vil mere. Jeg er bange for at han går ned med flaget på det her - og jeg er bange for, at jeg selv går ned med flaget. Jeg er bange for mig selv, når jeg tænker, at jeg ikke er en rigtig kvinde, når jeg ikke kan få børn. Jeg er bange for at blive deprimeret og få stress!

Det skulle være godt og sundt at skrive sine tanker ned, har jeg engang fået at vide. Hermed gjort...og delt med hele verden...

tirsdag den 28. oktober 2014

Infertility sucks


Give it up, stork!


Vi har lige fra start været åbne omkring det, at vi er i fertilitetsbehandling. Overfor venner, familie og dem på job. De fleste vil måske mene, at det er en privat sag, men det stoppede med at være privat for mig, da vi ikke længere bare var K og jeg hjemme i dobbeltsengen. For mig er det ikke privat, når vi er 6 mennesker til stede ved ægoplægning, og når der har været op mod efterhånden 40 forskellige læger og sygeplejersker ind over i det hele taget (ja jeg har talt!). Selvfølgelig hører det privatlivet til i nogen grad, men der er også bare så mange tabuer omkring infertilitet på trods af, at hvert 5. par i Danmark har brug for hjælp. Jeg vil gerne, at tavsheden bliver brudt, og jeg kan forstå, at medierne har fokus på problemet for tiden.

Det har gjort det nemmere for os at være åbne. Jeg behøver ikke at lyve på job, hver gang jeg render på Riget til scanning "øh jeg smutter lige...øh...til tandlæge igen for 3. gang denne uge..." - nej vel?!

Vi får heller ikke længere de der (sikkert velmenende) bemærkninger fra folk "I skal da også snart se at komme i gang med at få nogle børn", som om det er det naturligste i verden, at alle kan få børn. Det gør jo ondt hver gang, jeg får den.

Og det gør ondt i det hele taget at være i fertilitetsbehandling. Hormonindsprøjtninger og tårer. Det er hverdag. Infertil og ulykkelig, det er mig.

Vi er efterhånden ved at være godt slidte. Vi har brugt vores sidste forsøg i det offentlige. Nu skal vi videre i det private.

Vi har på 2,5 år været igennem 5 inseminationsforsøg, 6 IVF forsøg, hvoraf 4 af dem har været lange behandlinger samt en operation for endometriose og en biokemisk graviditet.
Jeg har været nedreguleret 5 gange, dvs. sat i kunstig overgangsalder. 7 måneder med kunstig overgangsalder på 2,5 år. Det sætter sine spor. I hvert fald hos mig.
Følelserne sidder uden på tøjet og hormonerne fiser rundt i kroppen.

Nu er vi gået i gang med at undersøge, hvilken privatklinik, vi skal vælge. Hvilken er bedst? Hvilken er bedst for os? Og skal vi betale for 1 eller 3 behandlinger? Kr. 22.000 eller kr. 49.000? Pæn prisforskel, når vi allerede har brugt formuer. Føler vi os heldige eller ej? Jeg føler mig ikke særlig heldig med alt det, vi har været igennem. Det løber hurtigt op i tæt på kr. 100.000 for 3 forsøg med zoneterapi, akupunktur, nedfrysning af æg, irap, prednisolon, hormoner, AHA, blastocystdyrkning, priming osv.
Jeg ved, at vi gør alt, hvad vi kan.

I går sagde de i Aftenshowet, at 8-10% af de børn, der fødes i Danmark er kommet til verden ved hjælp af behandling. På trods af det, er det kun ca. 30% af de par, der starter i behandling, der bliver gravide. Det er dæleme hårde odds at være oppe imod!
Klinikchefen på Rigshospitalets fertilitetsklinik opfordrede til, at de unge bliver oplyst om de reproduktive sygdomme, der følger med alderen på samme måde, som de bliver oplyst om, at de skal bruge kondom. Det er da også en vigtig detalje at have med, synes jeg - at fertiliteten halveres fra man er 20 til man er 30. Jeg ville i hvert fald gerne have vidst det. Og så ville jeg i øvrigt ønske, at lægerne havde taget mig alvorligt allerede da jeg var 19, og ikke først da jeg var 27 og ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke blev gravid. Men det er en helt anden snak.

Hvis det ikke lykkes for os og vi en dag  giver op og stopper behandlingerne, så håber jeg ikke, at det er fordi, vi ikke har råd til at fortsætte. Så er det fordi vi er på randen til at gå i opløsning og simpelthen ikke kan mere. Det andet vil ikke være til at bære.

mandag den 27. oktober 2014

Det første spadestik...



Efter ca. 10 minutters overvejelser og uden nogen særlig erfaring har jeg besluttet at starte en blog.

Velkommen til! ;-)

...jo jeg har da gæsteblogget lidt og været blogbestyrer på min mors blog et par gange, og jeg er også blevet opfordret af nogle af mine søde instagramfølgere samt en kær veninde til at starte min egen blog, så nu kaster jeg mig ud i det, og jeg gør det for min egen skyld.

Bloggen bliver en personlig en af slagsen.
Jeg vil blogge om lige præcis det, der falder mig ind. Her skal være plads til lidt af hvert. Boligindretning, gør-det-selv krea-projekter, sundt sødt og projekt baby/infertilitet vil komme til at fylde en del.

Jeg lægger ud lige på og hårdt med en introduktion.

*Sara det er mig, jeg er 29 år lidt endnu og bosat i København på 5. år.

*Jeg er dansk uden på og grønlandsk inden i. Dvs. jeg er dansk af udseende, men jeg kommer fra Grønland. Grønland er "hjem" for mig, og vil altid have en særlig plads i mit hjerte, da det er her jeg er vokset op og har boet det meste af mit liv. Mine forældre bor stadig der hjemme.

*Jeg har skudt et rensdyr og elsker naturen, at sejle og stå på ski.

*Jeg har rejst i 38 lande. Jeg har boet i Egypten, på Fuerteventura, på Kreta og i Brasilien i forbindelse med mit tidligere job som rejseleder. Jeg elsker at rejse og kan begå mig på 6 forskellige sprog.

*Jeg er kærester med K på 6. år. Jeg håber at han snart frier til mig, men ingen pres! :-p

*Mit største ønske er at blive mor - det er desværre lettere sagt end gjort, da jeg lider af den kroniske sygdom endometriose.

*Jeg prøver så vidt muligt at leve efter princippet " ikke tænk så meget, bare gør det", og har jeg først sat mig noget for, skal det helst føres ud i livet øjeblikkeligt.

*Mit største forbillede er min mor. Jeg er storesøster til en lillesøster, som bor i Århus. Familien betyder meget for mig, og det er ikke altid sjovt, at vi bor så langt fra hinanden alle sammen, men vi er tætte trods afstanden.

*Jeg bruger usundt meget tid på instagram som @sarasunivers :-)

Jeg håber at I vil tage godt imod mig her i blogland.

Efterlad gerne en kommentar - det er den bedste anerkendelse.

KH Sara