onsdag den 29. oktober 2014

Bare slap af...



Jeg var på Riget den anden dag til scanning i forbindelse med fryseforsøg. Jeg kom ind til en sygeplejerske, som spurgte, om hun skulle sætte ekstra tid af næste gang til, at jeg kunne snakke lidt med hende om det enorme pres det er at være i fertilitetsbehandling. Jeg var ved at falde ned af stolen! Og jeg græd. Det er første gang i det her 2,5 år lange forløb, at nogen bekymrer sig om min psyke og ikke kun min krop. Der er jo kun fokus på kroppen i det her helvede! Psyken er helt overset, og som Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse skriver om i deres seneste medlemsblad, er der store psykiske konsekvenser ved at være infertil. Forskning viser, at infertile kvinder er ramt af lige så stor grad af depression, angst og stress som kvinder med fx kræft. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare sygeplejersken. Hun er jo ikke psykolog. Det sagde hun også, men jeg kunne få lov at læsse af. Jeg gik der fra med besked om, at jeg kunne ringe, hvis jeg ville have en snak. Det er rart at vide, men jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle takke ja til en snak. Der er så mange tanker.

Angst. Depression. Stress.

Angsten sidder i mig konstant. Den kan jeg sagtens genkende.
Jeg er angst for, at det ikke lykkes mig at blive gravid, og jeg en dag er nødt til at forlige mig med tanken om aldrig at få børn. Jeg tør slet ikke tænke, at jeg måske en dag når den biologiske deadline, som jeg konstant løber om kap med.
Jeg er egentlig også bange for ægudtagning og ægoplægning, selvom jeg har prøvet det så mange gange efterhånden, men det hører nok sammen med, at det gør ondt. Og jeg er bange for, at mine æg ikke er gode nok,  at de ikke bliver befrugtet og deler sig som de skal.
Og så er jeg ærligt talt skide bange for, at min endo udvikler sig så meget igen, at jeg skal igennem endnu en operation, for det er da det sidste i verden, jeg vil.
Derudover ligger angsten for at miste mit job pga. for mange sygedage altid og lurer et sted.
Og tænk hvis vi løber tør for penge til behandlinger...
Jeg er også bange for at miste mine venner og veninder - de kunne sagtens gå hen og blive godt og grundigt trætte af, at alt handler om at blive gravid.
Og så er der denne her: jeg er bange for at miste K. Tanken strejfer mig da - mon han inderst inde føler, at det er unfair, at han skal lide så meget, når nu det ikke er hans "skyld". Jeg er bange for, at han skal vælge mig fra. Jeg er bange for, at han får nok af behandling og ikke vil mere. Jeg er bange for at han går ned med flaget på det her - og jeg er bange for, at jeg selv går ned med flaget. Jeg er bange for mig selv, når jeg tænker, at jeg ikke er en rigtig kvinde, når jeg ikke kan få børn. Jeg er bange for at blive deprimeret og få stress!

Det skulle være godt og sundt at skrive sine tanker ned, har jeg engang fået at vide. Hermed gjort...og delt med hele verden...

7 kommentarer:

  1. Har det på samme måde! Flot skrevet søde ��

    SvarSlet
  2. Det er hårde odds I er oppe imod, jeg håber for dig, at det må lykkes snart ...
    Og flot at du fortæller om endnu en tys-tys behandling, vi er snart så bange for at erkende, at ikke alt i vores liv er SÅ perfekt.

    SvarSlet
  3. Det er godt, du har taget bladet fra munden - du har åbnet op for det, der ofte forbliver usagt, men tit bliver tænkt på. - også af andre end dig selv. Når du viser din sårbarhed, viser du også din styrke.

    SvarSlet
  4. Kære, kære Sara.
    Jeg føler sådan med dig i din/jeres barske kamp for at få et barn. Åh, hvor ville jeg ønske at det SNART lykkes!!!

    Det er så flot at du tør dele dine tanker og oplevelser med os andre ude i Bloglandet. Der er desværre mange i samme båd.

    De allerbedste ønsker, varmeste tanker og ET KÆMPE KRAM fra mig <3

    SvarSlet
  5. Kære Sara

    Tusind tak fordi du deler - også selvom det gør ondt.

    Jeg har i lang tid været bange for at få et barn - så bange, at det endte med kvalme og opkast, da jeg havde lavet en aftale med lægen om at få fjernet min p-stav. Det er først nu, hvor jeg er 35, at jeg kan tænke på et barn uden alle disse stress-symptomer, og jeg har da også fået fjernet p-staven - to år efter sidste forsøg (det med kvalme osv). Det er jo ved at være sent.

    Jeg har selv grædt fordi jeg følte at min angst gjorde mig forkert - hvordan kan en kvinde være bange for at få et barn? Det er det, vi burde ville alle sammen, og andre vil også gerne. Alle andre end mig - er jeg så ikke en rigtig kvinde?

    Jeg er godt klar over at tiden er ved at rinde ud for mig, men jeg ved også at det er noget, jeg valgte selv. Valgte fra, fordi jeg var så bange. Derfor har jeg set på tingene på en anden måde, også selvom jeg sagtens kan følge dig og dit ønske, der er så stærkt. Jeg er så glad for det sammenhold og den kærlighed jeg har med min mand, og jeg vælger at give det førstepladsen, og barnet må komme hvis det kan.
    Du og K har hinanden - og det er meget, meget vigtigt.

    Skulle det ske, at det ikke lykkes for jer - har I overvejet adoption? Den kærlighed, I gerne vil give jeres barn, bliver jo ikke mindre af at barnet ikke er biologisk jeres. Du og K kan give et barn alt det kærlighed og omsorg, det behøver for at blive et skønt lille menneske og den lille person, der bringer masser af glæde og kærlighed til jer også.

    Mange kærlige tanker
    Teresa

    SvarSlet
  6. Søde søde Sara. Så fik jeg tid til at kigge ind på din blog og hvor er du bare god til at skrive. Du er god og modig som deler alle tankerne. Blev helt rørt og lidt ked på jeres vegne når jeg læste det. Jeg håber virkelig det lykkes jer og jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen :) Jeg kan godt se det er op ad bakke og gud hvor kan jeg forstå dig såå godt med alle dine "bange for" tanker. Jeg krydser så meget fingre. Stort knus Lenebjorkis

    SvarSlet