torsdag den 27. november 2014

IVF - in vitro fertilisa-hvaffor noget??


Vil du se noget virkelig uhyggeligt? Giv mig hormonindsprøjtninger i 10 dage og så fortæl mig, at vi ikke har mere chokolade!

Jeg var til scanning i dag for at få tjekket om mine æg er klar til at blive taget ud, og det var de, så den står på ægudtagning på lørdag. Skal tage ægløsningssprøjte i aften. Puha selvom jeg har prøvet at få taget æg ud mange gange efterhånden, så frygter jeg det stadig. Det gør jo ondt det skidt og så er det generelt bare ikke fedt.

De fleste ved, at vi er i fertilitetsbehandling, men de færreste ved, hvordan det rent praktisk foregår, og flere har spurgt til det, så her kommer en gennemgang af forløbet - man skal nok ikke være alt for sart for at læse med ;-)

In vitro fertilisation (IVF) betyder at befrugtningen sker uden for kroppen ("in vitro" betyder "i et reagensglas"). IVF kaldes også reagensglasbefrugtning eller kunstig befrugtning.

Og hvad er det så?

Vi er i det man kalder lang behandling, for her har man de bedste erfaringer, når det kommer til endometriose, som jeg jo lider af. Lang behandling tager omkring to måneder og kan inddeles således:

Forbehandling/nedregulering 14 dage
Stimulation med ægfremmende hormoner 10-12 dage
Aspiration, befrugtning og transferering 2-3 dage
Efterbehandling med progesteron 14 dage, afsluttes med graviditetstest

Princippet i lang behandling er, at jeg skal forbehandles før selve stimulationsbehandlingen. Forbehandlingen består i, at jeg nedreguleres - de overordnede kønshormoner som normalt styrer æggestokkenes funktion stoppes, og æggestokkene nulstilles, så der hverken sker ægmodning eller ægløsning. Det er en form for kunstig overgangsalder.

Vi melder os til behandling på klinikken på første menstruationsdag. Herefter sker der ikke mere før på dag 21, hvor jeg ultralydsscannes (dildoscanning!), for at se om alt er i orden, og der ikke er cyster. Samme aften starter jeg på nedregulering, der er en indsprøjtning i underhuden i maveskindet, som jeg skal tage de næste 14 dage. Her medfølger som regel hedeture og diverse andre bivirkninger. Så ved jeg da, hvordan jeg får det, når jeg bliver ældre og går i overgangsalder - forhåbentlig ingen overraskelser der.

På dag 35 scannes jeg igen for at se om jeg er ordentligt nedreguleret og starter på selve stimulationsbehandlingen. Det er et hormon der hedder FSH, som får ægblærerne til at vokse. Det er stadig indsprøjtninger i maven, og jeg skal både tage det nedregulerende og det ægstimulerende. Her er humørsvingninger bl.a. et issue, og K er skide irriterende i de dage! ;-)
Han ved ikke om han skal kysse mig, trøste mig eller holde det ene øje åbent, når han sover.

Omkring 8-9 dage efter stimulationens start skal jeg igen møde til ultralydsscanning, hvor lægen vurderer, hvor mange og hvor store ægblærer der er, samt livmoderslimhindens tykkelse. Jeg skal som regel stimuleres nogle dage endnu, før ægudtagningen kan planlægges, så efter nogle dage scannes jeg igen, og når ægblærerne er 18-19 mm tager jeg den ægløsende sprøjte. Denne sprøjte bevirker at æggende løsnes tidligst 38-40 timer senere, og derfor tager man æggene ud 36 timer efter, at jeg har fået ægløsningsprøjte.

Ægudtagning
Vi møder på klinikken om morgenen og K afleverer sædprøve til oprensning. Heldigvis bor vi så tæt på, at han kan lave den hjemmefra. Og det er jo bare super fedt, at gøre det i en kop!
Vi bliver modtaget af en sygeplejerske, og jeg får en masse smertestillende medicin. Jeg plejer at bede om så meget som muligt og får også en beroligende pille. Sygeplejersken lægger en lille plastikkanyle i min arm, og herigennem får jeg smertestillende mens selve ægudtagningen står på. Det er noget der virker, og det er virkelig godt!
Selve ægudtagningen foregår ved hjælp af ultralydsscanning (dildoscanning igen!). Jeg lokalbedøves og så indføres en tynd nål i æggestokken. De enkelte blærer tømmes for væske, hvorved æggende suges ud. Jeg bliver rigtig døsig af medicinen, men man er altid vågen under indgrebet, og de plejer at være søde til at snakke og fortælle, hvad der sker. Vi kan se med på en skærm. Bagefter kommer vi ud, og jeg ligger og hviler en halv til en hel times tid og får antibiotika i drop inden vi tager hjem. Jeg sover som regel hele eftermiddagen, da jeg har smerter og er træt.
Til ægudtagningen er der en læge, to laboranter og to sygeplejersker til stede - i hvert fald de gange vi har prøvet det.

Befrugtning
Herefter venter vi og håber at æggene er gode nok og bliver befrugtet og deler sig som de skal. Det er ude af vores hænder. Vi plejer at få at vide, hvor mange æg de fik ud, inden vi tager hjem.
Befrugtningen sker i et glas. De sætter ca. 100.000 sædceller til hvert æg. Dagen efter renses og kontrolleres æggene. Udviklingen skal være normal. De udvikler sig fra at være én cellede til at være 2-6-cellede på to dage. Så to dage senere ringer vi ind til klinikken om morgenen og hører, hvordan æggene har det, og om vi kan komme til ægoplægning samme formiddag. De skal helst være 4-cellede. Jeg får lagt to æg op, da jeg har endometriose og det derfor forværrer chancerne, men normalt lægges kun et æg tilbage. Hvis der er mange fine æg, fryser de dem ned, så vi kan bruge dem senere. Idet vi får lagt to æg op er risikoen for at få tvillinger meget stor. Lægerne kalder det risiko, fordi der kan være mange komplikationer ved en tvillingegraviditet, men vi vil jo bare mene, at det er bonus med tvillinger.

Ægoplægning
Ægoplægning tager kun 5-10 minutter og foregår ved en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor man indfører et tyndt (i mit tilfælde lidt tykkere, da min livmoder ligger dumt!) plastikrør i livmoderhalskanalen og sprøjter den væske, hvori æggene er op i selve livmoderen. Det skulle ikke gøre ondt, men det gør pænt ondt i mit tilfælde.
Til ægoplægning er der en læge, en laborant og to sygeplejersker til stede - altså alt for mange mennesker, hvis man spørger mig.

Efter ægoplægningen behandles jeg med det naturlige graviditetsbevarende hormon progesteron, som stabiliserer livmoderslimhinden. Det er vagitorier, som skal tages 3 gange dagligt. Pænt klamt, da det jo kommer ud igen!

Efter 14 ulideligt lange dage får man taget en blodprøve, hvor de måler hormonet HCG, det såkaldte graviditetshormon, og man får så at vide, om man er gravid eller ej.

Hele den her tur tager omkring 2 måneder og hvis det ikke lykkes, skal man vente en måned, før man kan starte forfra, så det er en længere proces.

Nu er jeg ved at være rigtig godt træt af at stikke mig selv, så det er rart at der snart sker noget. Vi håber, at der er en masse fine æg til os - kryds fingre? :-)

tirsdag den 18. november 2014

Kan lykken købes for penge?




Vi har skiftet klinik. Og det endda midt i en behandling.

Vi har ikke flere IVF forsøg i det offentlige og er derfor færdige på Rigshospitalets fertilitetsklinik aka babyfabrikken. Vi er startet i det private, og hele det her show med at vælge klinik og antal behandlinger er da noget af en prøvelse. Føler vi os heldige eller ej? Skal vi vælge et forsøg eller tre? Hvad kan økonomien klare? Hvad får vi for pengene de forskellige steder? Hvor føler vi os bedst behandlet?

Vi har hørt bedst om Trianglen, men også godt om CFC. Vi valgte dog at starte på CFC, hvor vi kunne komme til samtale og i gang med behandling med det samme, og det hele gik super hurtigt, og de var virkelig fleksible og nemme at komme i kontakt med. Der var derimod meget lang ventetid på Trianglen, og de virkede ikke super interesserede i forretning, når jeg ringede til dem for at få en tid - eller også havde de blot travlt (det var i hvert fald min oplevelse). Derfor slog vi til, da CFC tilbød os at starte med det samme, og der på det tidspunkt var lange udsigter til en samtale på Trianglen. Også fordi det ellers ville have kostet os en cyklus. Det ville simpelthen have været spild af en cyklus at vente. Og det forstod de på CFC. Lægen vi talte med sagde det endda selv, da vi spurgte, om vi kan risikere at blive afvist, når vi melder os til behandling, ligesom man kan på Riget, fordi de ikke har plads. Han sagde "I kan ikke blive afvist, det er jo spild af en cyklus". Jeg kunne have kysset ham! Halleluja! Ja, det er nemlig spild af en cyklus, hvis man bliver afvist og først kan starte behandling måneden efter. På Riget kan man risikere at blive afvist to måneder i træk. Skræk og rædsel!

Det lykkedes os så i mellemtiden at få en tidligere tid på Trianglen, og selvom vi var startet i behandling på CFC, tog vi alligevel til samtale på Trianglen i fredags, for at høre, hvad de kunne tilbyde. Så kunne det jo være, at vi skulle vælge bare et enkelt forsøg på CFC og så skifte til Trianglen, hvis det skulle vise sig, at vi bedre kan lide Trianglen. Vi skulle beslutte os i lørdags mht. antal behandlinger på CFC, og der fangede bordet også mht. betaling. Det var selvfølgelig lidt presset.

Allerede til samtalen på CFC kunne vi mærke stor forskel fra det offentlige. Vi var lige pludselig til for klinikken og ikke omvendt. Vi kunne tydeligt mærke, at vi blev behandlet som betalende kunder, der skulle serviceres, og at vi ikke længere bare var et nummer i rækken - ikke bare endnu et infertilt par på samlebåndet på Babyfabrikken. Samtalen på CFC gik meget hurtigt, men vi følte os godt behandlet, og der var ingen ventetid. Vi havde forberedt en masse spørgsmål, som vi syntes, at vi fik besvaret udmærket. Lægen kom med et par forslag i forhold til, hvad vi kan gøre anderledes ved det her forsøg, bl.a. irap og prednisolon. Irap er noget med, at man tager noget af mit blod og gør et eller andet ved det og sprøjter det ind igen, og prednisolon er bare binyrebarkhormon, som jeg skal tage i pilleform. Begge dele er med til at slå mit immunforsvar lidt ned, så min krop ikke prøver at forhindre det befrugtede æg i at sætte sig fast samtidig med, at den prøver at bekæmpe endometriosen. Kroppen kan åbenbart ikke kende forskel. Lortekrop!

Anyway, vi havde så en forventning om, at når nu vi er betalende kunder, så sætter lægen sig lige lidt ind i vores journal og hvem vi er, inden vi kommer til ultralydsscanning (dildoscanning!), så de ikke ligesom på Riget først kigger på det, når vi sidder der. Det kan godt være, at det er en lille ting, men det betyder bare en kæmpe forskel for os. Da vi senere kom på CFC for ultralydsscanning i forbindelse med opstart i nedregulering, stod lægen gudhjælpemig og spurgte "har du endometriose?", mens han ellers rodede rundt med scanneren i mit underliv. Are you kidding me?! Der var CFC så bagud på point, og hele oplevelsen var ærlig talt lidt skuffende. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få afstemt forventninger med sine kunder.

Oplevelsen på Trianglen i fredags var en helt anden - på den gode måde. Lægen tog sig god tid til os, og for første gang fik vi at vide, hvad de forskellige tal og skriverier i vores journal fra Riget betyder. Vi snakkede størrelse på æg, kvalitet af æg, kvalitet af sæd osv. Han kiggede rent faktisk grundigt på forløbet i vores tidligere behandlinger. Han havde ikke spor travlt, og vi fik os en rigtig god og oplysende snak.

Jeg har lige fra første forsøg på Riget haft en fornemmelse af, at de tog æggende ud for tidligt. Det virker som om de har meget travlt, og de tager ikke hensyn til, at ikke alle kvinder er ens. Jeg har jo erfaret i vores mange inseminationsforsøg, at mine æg vokser langsommere end gennemsnittet. Når de fleste kvinders æg vokser 2 mm pr. dag, så vokser mine kun 1 mm.
De første to gange med IVF fik vi kun 6 æg ud, og kun to kunne bruges. Ikke de bedste æg, kun 2-cellede og en smule fragmenterede. Tredje gang pressede jeg lægen til at vente en dag mere med at tage dem ud, og det resulterede i 11 æg, hvoraf hele 8 kunne bruges. Og så endte jeg også med at blive gravid. Det var desværre en biokemisk graviditet (det er når den går til grunde allerede i uge 5-6). Det er det tætteste på en graviditet, jeg har været. Nu ved jeg da, at jeg kan blive gravid, og at min krop kan tage imod et æg og danne HCG (graviditetshormon). Jeg er overbevist om, at det gik så godt, fordi jeg fik presset lægen til at vente lidt længere, så æggene var ordentligt modne og livmoderslimhinden tykkere. Æggene var meget pænere og 4-cellede. Vi fik også 2 strå med 3 æg i hver i fryseren og var igennem et fryseforsøg med "igloæg". Da vi skulle til andet fryseforsøg blev det dog aflyst, fordi mit underliv var ét stort rod, så jeg skulle opereres. Efter operationen prøvede vi med et 4. friskt forsøg, hvor de igen tog æggene ud for tidligt, selvom jeg virkelig prøvede at presse dem til at vente.

På Trianglen foreslog lægen, at vi stimulerer mig langsommere og venter med at tage æggene ud til de er større og ordentligt modne. Vi fik en tid igen i dag mandag, så vi lige kunne gå hjem og tænke over det i weekenden, også i forhold til om vi skulle fortsætte på CFC eller skifte.

Vi valgte at skifte klinik. Jeg startede på ægstimulerende hormon i går aftes. Farvel til hedeture og goddag til spændte æggestokke.

Det kan godt være, at det er mange penge, når man skal i det private, men der er også væsentlig forskel på oplevelsen. Nu satser vi på, at vi har taget det rigtige valg. Der er desværre ingen klinikker, der kan garantere os en baby, men vi kan da håbe, at vi kan købe os til lykken nu.



Det skal lige siges, at ovenstående jo bare er vores oplevelse af forløbet og de 3 klinikker. Jeg kan kun tage ansvar for mine egne følelser. Andre har helt sikkert en anden oplevelse.

Din kommentar er meget velkommen :-)

torsdag den 13. november 2014

Sig pænt goddag til "Hormonzilla"!



Vi er i gang igen efter endnu en nitte. Jeg stikker mig selv hver aften. Jeg ligner en narkoman på maven - jeg er gul og blå og lilla. Stikkeriet er efterhånden bare en del af min aftenrutine - først børste tænder og så en hormoninjektion. I starten havde jeg godt nok svært ved det, faktisk så svært at jeg ikke gjorde det. K måtte stikke mig, og han var så sød at sørge for at være hjemme hver aften til et bestemt tidspunkt i vores første forsøg, så ikke jeg skulle stå med det selv. Jeg skulle lige lære det. Det var ikke spor sjovt. Det har kostet blod, sved og tårer - bogstaveligt talt. Der gik mange gange før jeg selv turde. I dag vil jeg selv, kan selv, men både mor, far og søster har fået lov at prøve også - på et tidspunkt gik der lidt sport i det. Jeg har stukket mig selv på toilettet til stor fin fest på d’Angleterre, haft kanyler med på ferierejser, stukket mig i bilen og endda i biografen. Utroligt hvad man kan vænne sig til.
Heldigvis får jeg ingen bivirkninger af hormonerne - K er bare lidt mere irriterende, end han plejer at være ;-)
Nej, jeg er desværre en af dem, der lider af alle bivirkningerne for fuld udblæsning. I nedregulering er det hedeture, hovedpine, søvnbesvær og et blodtryk, der kører op og ned ligesom humøret. Jeg er følelsesmæssigt ustabil - følelserne sidder uden på tøjet.

Lørdag formiddag var den helt gal. Jeg kunne ikke sove om natten, og K var pisse irriterende, fordi han trak vejret. Klokken var kun 7.30 da jeg bad ham tage til bageren, for det var vidst sikrere for ham, end at blive hjemme og få revet hovedet af. Han kom så hjem uden rugbrød. Der brød jeg sammen i gråd for anden gang den morgen. Han smuttede af sted igen efter rugbrød. Jeg kogte æg. Søster som var på besøg for weekenden stod op og kom ud i køkkenet. Der blev jeg vildt glad, det var så dejligt, at hun var her, så dejligt at se hende, og jeg tænkte "kæft hvor skal vi bare hygge". Jeg brændte mig så på gryden, da jeg tog æggene af. Begyndte at græde igen - det gjorde sgu da ondt. Herefter kom K hjem, og han havde æblejuice og nutella med. Der blev jeg helt "åååh hvor jeg dog elsker ham, han er vildt dejlig"! Ja det var en hyggelig morgen.

Hvorfor er der aldrig nogle gode bivirkninger? Bare for én gangs skyld ville jeg gerne kunne læse på indlægssedlen "stor risiko for at blive ekstremt sexet".
Det ville da være vildt lækkert. I stedet prøver vi at få det bedste ud af humørsvingninger og hedeture, og K skal bare give mig ret, så går det fint :-)

Jeg har i øvrigt fået rigtig mange søde beskeder omkring mine indlæg om infertilitet her på bloggen fra familie, venner, bekendte og helt fremmede. Det er virkelig overvældende. Har fået mails og beskeder på facebook, på instagram og kommentarer her på bloggen. Jeg er virkelig glad for at, I har taget godt imod mine skriverier, og at I bakker mig op. Jeg sætter pris på, at I har taget jer tid til at læse med og skrive en kommentar til mig. Det er den bedste anerkendelse, jeg kan få.

Jeg kan jo forstå, at mange kan genkende mine tanker og følelser, og at min blog har hjulpet og gjort indtryk på mange. Der er endda et par, der har brugt min blog i forbindelse med at de skulle fortælle venner og familie, hvad det er, de går igennem, og det gjorde det lettere.
Det er bl.a. det, jeg gerne vil med min blog, når jeg skriver om infertilitet og de meget private tanker og følelser, der følger med - jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe både pårørende og de par, som er i samme situation selv, som har brug for at vide, at de ikke er alene. Væk med det tabu.
Så kære alle jer der læser med - af hjertet TAK.

onsdag den 12. november 2014

Offer eller fighter?




Jeg lever ikke, jeg overlever. Kampen fylder alt. Smerten, presset, håbet, magtesløsheden.
Et eller andet sted vil jeg mene, at man skal være stærk for at være i fertilitetsbehandling, men omvendt gør jeg bare, hvad der er nødvendigt, for at drømmen måske en dag skal blive til virkelighed. Jeg er vågnet op nogle morgener og har været forundret over, at jeg stadig er i live, for hvordan kan man leve med et knust hjerte? Det er en gigantisk smerte, som jeg slet ikke ved, hvordan jeg kan beskrive.
Sådan har jeg det nogle dage.

Andre dage (de fleste) forsøger jeg at værdsætte det gode, jeg allerede har i mit liv frem for det, jeg ikke har. Jeg prøver at være positiv og nyde de gode ting. Der er heldigvis mange.

Det er desværre bare ofte det negative, der fylder og derfor også det, jeg tænker på og skriver om.

På de gode dage glæder jeg mig over små ting som en skovtur, og at det er weekend. Det er bare ikke altid, at det når helt ind, for det virker så ubetydeligt, når min drøm brister gang på gang - ja det er jo faktisk hver måned. Og jeg tackler det ikke, jeg reagerer bare. Oftest med gråd. Jeg græder overfor K, på arbejdet overfor chefen og i Bauhaus! Jeg har grædt til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere, og jeg har buret mig inde i flere dage hjemme i lejligheden uden at snakke med andre end K. Jeg kan ikke styre det. Jeg er positiv det ene øjeblik og negativ det næste.

Og det er naturligvis forståeligt (i hvert fald for mig). Vi er under et ekstremt stort pres. Hele samfundet forventer, at vi får børn, og vi ser kollegaer, venner og familie få børn som det mest naturlige i verden, og det i sig selv er en sorgfremkaldende oplevelse.
Jeg har svært ved at se gravide veninder og kollegaer. Det kan til tider gøre mit arbejdsliv utåleligt, også fordi jeg har brug for rigtig meget fleksibilitet med scanninger midt på dagen og ÆU og ÆO i tide og utide. Da det er svært at se gravide veninder, kan jeg komme til at undgå dem, og dermed mister jeg social støtte og opbakning i en livskrise, hvor støtte netop er vigtigt. Vi kan ikke planlægge en ferie, for tænk hvis vi spilder en cyklus, og dermed en chance. Det er også en økonomisk belastning, for fertilitetsbehandling er jo ikke billigt, og gad vide, hvor længe vi kan blive ved? Derudover er vi overladt til fertilitetslægerne og skæbnen, og vi har reelt ikke selv nogen indflydelse på, om det vil lykkes, hvilket resulterer i en følelse af magtesløshed. Jeg er i øvrigt den primære årsag til barnløsheden, og det rammer mit selvværd.

Ja jeg har nævnt det før - stress og depression går jævnligt hånd i hånd med ufrivillig barnløshed. Der vil jeg ikke ende.

Alle de negative tanker er uhensigtsmæssige. Det er videnskabeligt dokumenteret at positive og negative tanker påvirker kroppens biokemiske processer fx gennem højere adrenalin- og cortisolniveauer i blodet. Negative tanker giver simpelthen mere cortisol i kroppen, og cortisol er et stresshormon, som på længere sigt kan gøre, at stress fører til sygdom.

Ligesom vi siger, at vi er, hvad vi spiser, så tror jeg også, at vi er, hvad vi tænker. Det vi fokuserer på, vil vi producere mere af, og hvis vi ikke ændrer retning, så ender vi der, hvor vi er på vej hen. Jeg vil gerne have vendt mine negative tanker til positive tanker. Jeg vil være i kontrol og jeg vil styre, hvordan jeg har det, og jeg vil have det godt, og jeg vil kæmpe, for jeg vil være mor.

Det kræver mental styrke. At være mentalt stærk betyder for mig, at man har en høj grad af selvkontrol, som styrker ens evne til at skifte fra en negativ følelsesmæssig position til en positiv, og at kunne håndtere kriser og modgang i en bred vifte af livssituationer. Man skal vide hvornår, hvordan og hvad man skal tænke, eller hvilke billeder man skal skabe for at opnå den ønskede følelsesmæssige effekt. Det kan være virkelig svært at kontrollere sine følelser - det er lettere at lære at styre sine tanker. Jeg tror, at hvis man kan kontrollere og styre retningen og indholdet af sine tanker, vil man også kunne opnå betydelig kontrol over sine følelser. Centralnervesystemet kan jo ikke se forskel på noget, som bliver levende beskrevet i billeder og på noget, som virkelig sker.

Min "ynk" og selvmedlidenhed vil jeg have vendt til kampgejst. Jeg vil ikke se mig selv som offer, selvom jeg ærlig talt aldrig havde troet, at dette skulle overgå mig - jeg vidste ikke noget om det, før jeg selv stod i det, og jeg har da selv været en af dem, der er kommet med uheldige bemærkninger til folk. Jeg har haft travlt med at bo i udlandet, feste hver weekend og uddanne mig. Ja, det er svært at acceptere, at min krop modarbejder mig i det her projekt, men drømmen om at blive mor overskygger alt, så jeg vælger, at jeg vil glæde mig over de gode ting, og jeg vil det bedste for mig selv, og jeg vil være en fighter. Og kampen bliver kæmpet.

lørdag den 1. november 2014

Kan man spise sig gravid?

Jeg tror, at der er mange, som er enige med mig, når jeg siger, at sund kost, regelmæssig motion og sund livsstil har væsentlig og vigtig betydning for fertiliteten.

Der findes selvfølgelig de super fertile mennesker, der kan drikke sig fulde hver weekend og spise junk og lade være med at motionere og alligevel blive gravide - på p-piller! Irriterende typer. Godt for dem. Dem er der forhåbentlig overvægt af. Jeg hører desværre ikke til i den kategori.

Jeg forsøger at leve sundt. Vil ikke sige, at jeg er fanatisk, bare fornuftig.
Jeg vil gerne leve livet, mens jeg har det og have det godt, og det har jeg, når jeg lever sundt - så har min krop og mit sind det bedst.

Søger man på sundhed og fertilitet på internettet anbefaler de fleste, at man spiser en sundt kost, der sænker produktionen af hormonet insulin, undgår alkohol og rygning, at man får motion hver dag, at man sover nok, og så må man hverken være for tynd eller tyk. Derudover skal man huske at få slappet af.

Puha, det er meget at leve op til! Nogle af tingene kræver en ekstra indsats for mit vedkommende, og andet kommer helt naturligt.

Mht. motion skal det jo helst være hver dag, men det bliver det ikke for mit vedkommende. Jeg cykler til og fra job, og når jeg ikke er skadet forsøger jeg at få løbet et par gange om ugen.

For mig er sund kost bl.a. en varieret kost med massere af frugt og grønt, proteiner og grove kulhydrater. Jeg forsøger så vidt muligt at undgå sukker, hvidt brød og andre hurtige kulhydrater. Jeg begrænser mit indtag af mættet fedt og sørger for at få nok af det sunde, umættede fedt. Jeg spiser ofte fisk, og så tager jeg nogle stærke multivitaminer med naturlige antioxidanter, organiske mineraler, urter, bioflavonoider og aminosyrer.

Min største udfordring i forhold til kost er at holde mig fra sukker og hvidt brød. Når sukkertrangen melder sig - og det gør den op til flere gange dagligt - er det vigtigt for mig at have et sundere alternativ ved hånden. Heldigvis nyder jeg at eksperimentere med bagning og sundt sødt i køkkenet.

Her til morgen fik vi disse chiaboller bagt på mandel- og majsmel et eksperiment, der endte med at blive helt godt.


Opskriften får I her, det kunne jo være, at I kunne blive inspirerede.

1/2 pk gær
4 dl lunkent vand
1 dl chiafrø
1 tsk salt
1/2 dl sesamfrø
1/2 dl solsikkefrø
1 spsk husk
2 æg
50 g hakkede mandler
1 dl mandelmel
1-2 dl. majsmel (alternativt kan rismel bruges)

Rør gæren ud i vandet, tilsæt chiafrø og salt og rør husk i. Pisk æggene let og rør dem i sammen med sesamfrø og solsikkeker. Rør mandelmelet i og herefter majmelet lidt ad gangen. Konsistensen skal være som frikadellefars. Form 8-10 boller og lad dem hæve i 20 minutter. Bag dem herefter midt i ovnen ved 180 grader varmluft i 20-25 minutter. Velbekomme :-)