tirsdag den 18. november 2014

Kan lykken købes for penge?




Vi har skiftet klinik. Og det endda midt i en behandling.

Vi har ikke flere IVF forsøg i det offentlige og er derfor færdige på Rigshospitalets fertilitetsklinik aka babyfabrikken. Vi er startet i det private, og hele det her show med at vælge klinik og antal behandlinger er da noget af en prøvelse. Føler vi os heldige eller ej? Skal vi vælge et forsøg eller tre? Hvad kan økonomien klare? Hvad får vi for pengene de forskellige steder? Hvor føler vi os bedst behandlet?

Vi har hørt bedst om Trianglen, men også godt om CFC. Vi valgte dog at starte på CFC, hvor vi kunne komme til samtale og i gang med behandling med det samme, og det hele gik super hurtigt, og de var virkelig fleksible og nemme at komme i kontakt med. Der var derimod meget lang ventetid på Trianglen, og de virkede ikke super interesserede i forretning, når jeg ringede til dem for at få en tid - eller også havde de blot travlt (det var i hvert fald min oplevelse). Derfor slog vi til, da CFC tilbød os at starte med det samme, og der på det tidspunkt var lange udsigter til en samtale på Trianglen. Også fordi det ellers ville have kostet os en cyklus. Det ville simpelthen have været spild af en cyklus at vente. Og det forstod de på CFC. Lægen vi talte med sagde det endda selv, da vi spurgte, om vi kan risikere at blive afvist, når vi melder os til behandling, ligesom man kan på Riget, fordi de ikke har plads. Han sagde "I kan ikke blive afvist, det er jo spild af en cyklus". Jeg kunne have kysset ham! Halleluja! Ja, det er nemlig spild af en cyklus, hvis man bliver afvist og først kan starte behandling måneden efter. På Riget kan man risikere at blive afvist to måneder i træk. Skræk og rædsel!

Det lykkedes os så i mellemtiden at få en tidligere tid på Trianglen, og selvom vi var startet i behandling på CFC, tog vi alligevel til samtale på Trianglen i fredags, for at høre, hvad de kunne tilbyde. Så kunne det jo være, at vi skulle vælge bare et enkelt forsøg på CFC og så skifte til Trianglen, hvis det skulle vise sig, at vi bedre kan lide Trianglen. Vi skulle beslutte os i lørdags mht. antal behandlinger på CFC, og der fangede bordet også mht. betaling. Det var selvfølgelig lidt presset.

Allerede til samtalen på CFC kunne vi mærke stor forskel fra det offentlige. Vi var lige pludselig til for klinikken og ikke omvendt. Vi kunne tydeligt mærke, at vi blev behandlet som betalende kunder, der skulle serviceres, og at vi ikke længere bare var et nummer i rækken - ikke bare endnu et infertilt par på samlebåndet på Babyfabrikken. Samtalen på CFC gik meget hurtigt, men vi følte os godt behandlet, og der var ingen ventetid. Vi havde forberedt en masse spørgsmål, som vi syntes, at vi fik besvaret udmærket. Lægen kom med et par forslag i forhold til, hvad vi kan gøre anderledes ved det her forsøg, bl.a. irap og prednisolon. Irap er noget med, at man tager noget af mit blod og gør et eller andet ved det og sprøjter det ind igen, og prednisolon er bare binyrebarkhormon, som jeg skal tage i pilleform. Begge dele er med til at slå mit immunforsvar lidt ned, så min krop ikke prøver at forhindre det befrugtede æg i at sætte sig fast samtidig med, at den prøver at bekæmpe endometriosen. Kroppen kan åbenbart ikke kende forskel. Lortekrop!

Anyway, vi havde så en forventning om, at når nu vi er betalende kunder, så sætter lægen sig lige lidt ind i vores journal og hvem vi er, inden vi kommer til ultralydsscanning (dildoscanning!), så de ikke ligesom på Riget først kigger på det, når vi sidder der. Det kan godt være, at det er en lille ting, men det betyder bare en kæmpe forskel for os. Da vi senere kom på CFC for ultralydsscanning i forbindelse med opstart i nedregulering, stod lægen gudhjælpemig og spurgte "har du endometriose?", mens han ellers rodede rundt med scanneren i mit underliv. Are you kidding me?! Der var CFC så bagud på point, og hele oplevelsen var ærlig talt lidt skuffende. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få afstemt forventninger med sine kunder.

Oplevelsen på Trianglen i fredags var en helt anden - på den gode måde. Lægen tog sig god tid til os, og for første gang fik vi at vide, hvad de forskellige tal og skriverier i vores journal fra Riget betyder. Vi snakkede størrelse på æg, kvalitet af æg, kvalitet af sæd osv. Han kiggede rent faktisk grundigt på forløbet i vores tidligere behandlinger. Han havde ikke spor travlt, og vi fik os en rigtig god og oplysende snak.

Jeg har lige fra første forsøg på Riget haft en fornemmelse af, at de tog æggende ud for tidligt. Det virker som om de har meget travlt, og de tager ikke hensyn til, at ikke alle kvinder er ens. Jeg har jo erfaret i vores mange inseminationsforsøg, at mine æg vokser langsommere end gennemsnittet. Når de fleste kvinders æg vokser 2 mm pr. dag, så vokser mine kun 1 mm.
De første to gange med IVF fik vi kun 6 æg ud, og kun to kunne bruges. Ikke de bedste æg, kun 2-cellede og en smule fragmenterede. Tredje gang pressede jeg lægen til at vente en dag mere med at tage dem ud, og det resulterede i 11 æg, hvoraf hele 8 kunne bruges. Og så endte jeg også med at blive gravid. Det var desværre en biokemisk graviditet (det er når den går til grunde allerede i uge 5-6). Det er det tætteste på en graviditet, jeg har været. Nu ved jeg da, at jeg kan blive gravid, og at min krop kan tage imod et æg og danne HCG (graviditetshormon). Jeg er overbevist om, at det gik så godt, fordi jeg fik presset lægen til at vente lidt længere, så æggene var ordentligt modne og livmoderslimhinden tykkere. Æggene var meget pænere og 4-cellede. Vi fik også 2 strå med 3 æg i hver i fryseren og var igennem et fryseforsøg med "igloæg". Da vi skulle til andet fryseforsøg blev det dog aflyst, fordi mit underliv var ét stort rod, så jeg skulle opereres. Efter operationen prøvede vi med et 4. friskt forsøg, hvor de igen tog æggene ud for tidligt, selvom jeg virkelig prøvede at presse dem til at vente.

På Trianglen foreslog lægen, at vi stimulerer mig langsommere og venter med at tage æggene ud til de er større og ordentligt modne. Vi fik en tid igen i dag mandag, så vi lige kunne gå hjem og tænke over det i weekenden, også i forhold til om vi skulle fortsætte på CFC eller skifte.

Vi valgte at skifte klinik. Jeg startede på ægstimulerende hormon i går aftes. Farvel til hedeture og goddag til spændte æggestokke.

Det kan godt være, at det er mange penge, når man skal i det private, men der er også væsentlig forskel på oplevelsen. Nu satser vi på, at vi har taget det rigtige valg. Der er desværre ingen klinikker, der kan garantere os en baby, men vi kan da håbe, at vi kan købe os til lykken nu.



Det skal lige siges, at ovenstående jo bare er vores oplevelse af forløbet og de 3 klinikker. Jeg kan kun tage ansvar for mine egne følelser. Andre har helt sikkert en anden oplevelse.

Din kommentar er meget velkommen :-)

2 kommentarer:

  1. Hej I to En rigtig god og oplysende beretning. Det giver en god mavefornemmelse. Lyder til I har valgt rigtigt. Knus

    SvarSlet
  2. Pyh, sikke en omgang. Håber I har taget det helt rigtige valg nu.
    Jeg har selv gode erfaringer med fertilitetsbehandling i det offentlige. Skejby universitetshospital. Men det skal også siges at vores problem var meget lav sædkvalitet, og der skal jo som bekendt kun een god sædcelle til. Og når kvinden Ingen problemer har, er det jo ingen sag at give hende de rette hormoner på de rigtige tidspunkter, kan man sige.
    Nå, men min oplevelse var at lægerne var meget travle og kun lige mødte op for at udføre det de skulle. Men det var ok, for de havde altid en mega sød, mega kompetent sygeplejerske med (så vidt muligt en fast sygeplejerske til hvert par), som blev længe efter lægen var løbet videre, og forklarede, lyttede, roste og trøstede. Vores faste sygeplejerske kunne desværre ikke være med til ægudtagningen, men brugte sin pause på at komme ind på opvågningsstuen og støtte min mand mens jeg lå og var besvimet og ikke-kontaktbar, og det var guld værd!

    SvarSlet