torsdag den 13. november 2014

Sig pænt goddag til "Hormonzilla"!



Vi er i gang igen efter endnu en nitte. Jeg stikker mig selv hver aften. Jeg ligner en narkoman på maven - jeg er gul og blå og lilla. Stikkeriet er efterhånden bare en del af min aftenrutine - først børste tænder og så en hormoninjektion. I starten havde jeg godt nok svært ved det, faktisk så svært at jeg ikke gjorde det. K måtte stikke mig, og han var så sød at sørge for at være hjemme hver aften til et bestemt tidspunkt i vores første forsøg, så ikke jeg skulle stå med det selv. Jeg skulle lige lære det. Det var ikke spor sjovt. Det har kostet blod, sved og tårer - bogstaveligt talt. Der gik mange gange før jeg selv turde. I dag vil jeg selv, kan selv, men både mor, far og søster har fået lov at prøve også - på et tidspunkt gik der lidt sport i det. Jeg har stukket mig selv på toilettet til stor fin fest på d’Angleterre, haft kanyler med på ferierejser, stukket mig i bilen og endda i biografen. Utroligt hvad man kan vænne sig til.
Heldigvis får jeg ingen bivirkninger af hormonerne - K er bare lidt mere irriterende, end han plejer at være ;-)
Nej, jeg er desværre en af dem, der lider af alle bivirkningerne for fuld udblæsning. I nedregulering er det hedeture, hovedpine, søvnbesvær og et blodtryk, der kører op og ned ligesom humøret. Jeg er følelsesmæssigt ustabil - følelserne sidder uden på tøjet.

Lørdag formiddag var den helt gal. Jeg kunne ikke sove om natten, og K var pisse irriterende, fordi han trak vejret. Klokken var kun 7.30 da jeg bad ham tage til bageren, for det var vidst sikrere for ham, end at blive hjemme og få revet hovedet af. Han kom så hjem uden rugbrød. Der brød jeg sammen i gråd for anden gang den morgen. Han smuttede af sted igen efter rugbrød. Jeg kogte æg. Søster som var på besøg for weekenden stod op og kom ud i køkkenet. Der blev jeg vildt glad, det var så dejligt, at hun var her, så dejligt at se hende, og jeg tænkte "kæft hvor skal vi bare hygge". Jeg brændte mig så på gryden, da jeg tog æggene af. Begyndte at græde igen - det gjorde sgu da ondt. Herefter kom K hjem, og han havde æblejuice og nutella med. Der blev jeg helt "åååh hvor jeg dog elsker ham, han er vildt dejlig"! Ja det var en hyggelig morgen.

Hvorfor er der aldrig nogle gode bivirkninger? Bare for én gangs skyld ville jeg gerne kunne læse på indlægssedlen "stor risiko for at blive ekstremt sexet".
Det ville da være vildt lækkert. I stedet prøver vi at få det bedste ud af humørsvingninger og hedeture, og K skal bare give mig ret, så går det fint :-)

Jeg har i øvrigt fået rigtig mange søde beskeder omkring mine indlæg om infertilitet her på bloggen fra familie, venner, bekendte og helt fremmede. Det er virkelig overvældende. Har fået mails og beskeder på facebook, på instagram og kommentarer her på bloggen. Jeg er virkelig glad for at, I har taget godt imod mine skriverier, og at I bakker mig op. Jeg sætter pris på, at I har taget jer tid til at læse med og skrive en kommentar til mig. Det er den bedste anerkendelse, jeg kan få.

Jeg kan jo forstå, at mange kan genkende mine tanker og følelser, og at min blog har hjulpet og gjort indtryk på mange. Der er endda et par, der har brugt min blog i forbindelse med at de skulle fortælle venner og familie, hvad det er, de går igennem, og det gjorde det lettere.
Det er bl.a. det, jeg gerne vil med min blog, når jeg skriver om infertilitet og de meget private tanker og følelser, der følger med - jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe både pårørende og de par, som er i samme situation selv, som har brug for at vide, at de ikke er alene. Væk med det tabu.
Så kære alle jer der læser med - af hjertet TAK.

2 kommentarer:

  1. Flot skrevet! �� Du er så sej for at skrive helt åbent om det! Det er der brug for. Men håber ikke du skal gå igennem det meget længere ��

    SvarSlet