tirsdag den 23. december 2014

Jeg skal være mor!




Fredag eftermiddag for halvanden uge siden var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg havde fået menstruationssmerter og troede slet ikke, at det var lykkedes denne gang heller. Jeg tudede til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere. Jeg kunne slet ikke overskue endnu en jul som barnløs, at skulle igennem hele møllen med behandling igen, og jeg var næsten klar til at give op og flygte fra det hele. Jeg var ude i, om vi skulle droppe de sidste to behandlinger, som vi jo har købt og betalt for, og om jeg måske skulle forlige mig med tanken om aldrig at få børn, redefinere mig selv - min identitet, livsdrømme, håb og ønsker.
K skulle til julefrokost, så jeg tog hjem til en sød veninde og blev muntret op og spiste 8 (ja OTTE) æbleskiver.
Lørdag morgen kørte jeg meget tidligt til Hellerup og fik taget blodprøve, og på vej hjem købte jeg æg, bacon, cola og chips til K, som lå og sov den ud. Ved 10-tiden kunne jeg ikke vente med morgenmad mere, så jeg lavede mad og vækkede K. Han var ikke helt frisk. Da vi sad og spiste, ringede klinikken med svar på blodprøven - "den er positiv, tillykke, du er gravid".
Der blev helt stille i hovedet på mig. Alle lyde blev lukket ude. Jeg var helt chokeret. Det var ikke det svar, jeg havde regnet med. Jeg havde håbet, naturligvis, åh hvor havde jeg inderligt håbet, men at det rent faktisk var lykkedes, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det lyder mærkeligt, for jeg har jo drømt om det øjeblik i 3,5 år, men alligevel.
Jeg fik fremstammet et "tak", og så snakkede laboranten videre om, at vi skulle have en tid til scanning i uge 7. Jeg sagde bare "ja" og "okay", og så kom det fra laboranten "du lyder meget rolig, vidste du det godt"? Her begyndte jeg at ryste, og tårerne trillede, og jeg fik svaret "nej, jeg er bare lidt i chok". HCG (graviditetshormon) var på 164, og nu sad K også med tårer i øjnene. Midt i maden. Det var først chok, så glæde, så lettelse, så glæde og så lykke og så chok igen. Hold op hvor surrealistisk! Der er rent faktisk liv! Et lille bitte liv i min livmoder. Hvor er det vildt. Og fantastisk. Da vi havde sundet os lidt og krammet, kysset, jublet og tudet ringede jeg til min søster og fortalte, at hun skal være moster. Hun begyndte også at tude af glæde. Bagefter ringede jeg og vækkede mor og far i Grønland og fortalte, at de godt kunne poppe champagnen, for de skal være mormor og morfar. Det har jeg glædet mig til at fortælle dem i flere år! De var næsten vågne og ventede bare spændt på besked (der er tidsforskel på 4 timer, så det var meget tidligt om morgenen for dem). Jeg havde lyst til at råbe det ud til hele verden, stille mig ud på altanen og råbe "I'm pregnant, I'm going to be a mom"!!! (a la Monica i Friends da hun er blevet forlovet med Chandler - måske kun sjovt, hvis man har set Friends ligeså mange gange, som jeg? ;-)
Anyway vi fik fortalt det til de nærmeste, og alle blev naturligvis virkelig glade på vores vegne.
Jeg gik ud og købte en graviditetstest, for jeg ville gerne se de to streger. Det er mit eneste bevis, og jeg har drømt om de to streger SÅ mange gange. Resten af lørdagen var lidt mærkelig, men dejlig, og vi tog ud for at spise romantisk middag på restaurant for at fejre det.

Nu venter vi bare. Igen. Mere ventetid. Denne gang bare den søde slags. Og samtidigt stadig ængstelig. Nu skal den blive siddende. I januar skal vi scannes for at se, at det sidder, som det skal, og for at se, at der er liv. Man kan se hjerteblink i uge 7. Og så er det spændende, om der er en eller to. Tænk hvis vi skal have tvillinger. Vi fik jo lagt to æg op, så chancen er stor, men vi vil være lykkelige blot for en enkelt. Hvis der er to, er det bare bonus. Der er dog ingen garantier. Mange graviditeter går til grunde inden uge 12. Er det så smart at holde igen med glæden? Skal vi forberede os på det værste? Hvornår er det okay at være glad? Hvornår er det så sikkert, at man kan holde op med hele tiden at gå og tænke, om graviditeten går i sig selv igen? Hvornår kan vi holde op med at bekymre os?
Det kan vi nok aldrig, så jeg tænker - hvad får vi ud af at gå og bekymre os? Hvad godt kommer der ud af det? Svaret er intet. Vi bliver jo ikke mindre kede af det, hvis det går galt. Så derfor GLÆDER vi os. Det kommer til at gå godt. Nu har vi kæmpet nok. Endelig er vi gravide. Kæft det er stort!

Nu er der gået halvanden uge siden vi fik den glædelige nyhed, og jeg har allerede fået en del tegn på graviditet - ømme bryster og murren i underlivet. Derudover mærkelige cravings på mærkelige tidspunkter. Den anden aften var vi hjemme hos mine forældre og hygge (de er kommet til Danmark på juleferie). Vi havde spist aftensmad hjemmefra, og så blev der serveret æbleskiver til dessert. Ved 23-tiden blev jeg sulten igen, og fortalte at jeg havde lyst til en sildemad med æg og karrysalat. Normalt er det ikke min livret. Min far gik straks op i køkkenet og lavede en sildemad til mig, som jeg fik serveret i sofaen! :-D
Den anden nat måtte K op og smøre en nutellamad til mig. Ja jeg ved godt, at jeg ikke skal spise for to, men hvor er jeg dog sulten hele tiden. Og træt! Og jeg skal hele tiden tisse. Det er noget med, at der er øget blodgennemstrømning ved livmoder og blære, så det er derfor. Og nu kan jeg mærke en begyndende kvalme...eller også har jeg bare spist for meget konfekt? Hmm...nej det er fordi, jeg er gravid. Jeg er SÅ glad for min kvalme :-)

Den første babyting er i øvrigt kommet inden for døren nu. Jeg har fået en sparkedragt af min mor. Den er næsten 30 år gammel, for det var den, jeg havde på, da jeg kom hjem fra hospitalet, lige da jeg var blevet født. Den er virkelig lille! Og så var den i øvrigt alt for stor til mig dengang. Virkelig hyggeligt, tænk at min mor har gemt den i alt den tid.

Så blev det alligevel jul i år. Og storken fandt endelig vej. Hvem skulle have troet det? Vi er så overlykkelige, at det er helt åndssvagt. Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at I får en dejlig juleaften. Vi skal være her hjemme for første gang, og traditionen tro skal vi have rensdyrryg. Træet står lige nu bare og venter på at blive pyntet.

Tusind TAK for alle jeres søde hilsner.
Vi er SÅ glade. GLÆDELIG JUL.

torsdag den 18. december 2014

mandag den 8. december 2014

Baby brain




Alt godt kommer til den der venter, er det ikke sådan? Jeg synes, at vi har ventet længe nok - det må være vores tur nu.

Ventetiden er værst.
Jeg er ved at blive bims og kan ikke tænke på andet - er jeg mon gravid? Mon æggene har sat sig fast? Jeg har æg og baby på hjernen hele tiden!

Tankerne kører rundt i hovedet. Jeg synes, at jeg har lidt ømme bryster, så jeg er nok gravid. Tænk hvis det rent faktisk lykkes nu...men tænk hvis det ikke lykkes nu...så overlever jeg ganske enkelt ikke. Symptomerne kan bare være fra de hormoner, jeg får. Eller symptomer på mens. Hvad er det også for en syg Gud, der har fundet på, at PMS skal minde om tidlige graviditetssymptomer?!
Jeg synes også, at jeg har lidt kvalme. Det må helt sikkert betyde, at jeg er gravid. Eller også er jeg ikke, jeg har da ofte kvalme alligevel. Ej, det kan da godt være, at det er lykkedes nu, så skal vi måske have tvillinger. Tro på det. Øvelse gør mester. Hvis øvelser gør mester, så bliver vores børn da i øvrigt helt perfekte! Shit det er dårlig humor.
Har godt nok mange symptomer egentlig. Jeg har bare lyst til alle mulige mærkelige ting hele tiden, så måske er jeg virkelig gravid nu. Måske er jeg ikke. Jeg tør næsten heller ikke håbe for meget, så bliver nedturen bare det mere ubærlig, hvis jeg ikke er gravid. Jeg kan mærke niv og jag i livmoderen og smerter engang imellem. Måske er det tegn på graviditet? Det kunne det da godt være. Det kan selvfølgelig også bare være et tegn på mens., der er på vej. Åh nej er jeg begyndt at bløde? Nej det er for tidligt, det er sikkert bare smerter, fordi jeg er gravid. Er jeg gravid? Tør jeg teste? Nej det er også for tidligt. Åh tænk hvis testen viser negativ, så bliver vi knuste. Hvis testen viser negativ, så bekræfter den bare min værste frygt: nej du er ikke gravid, du er bare tyk! ;-)
Nej så hellere bevare håbet lidt endnu. Men tænk, hvis den er positiv, så kan vi glæde os allerede nu. Åh det bobler helt af lykke inden i bare ved tanken. Skal jeg teste? Nej det går ikke, det er dumt. Vent nu bare på den dumme blodprøve. Mon jeg er gravid? Eller er jeg ikke? Julen er da også bare det værste tidspunkt at være infertil på - jeg bliver hele tiden mindet om, at Jomfru Maria kunne blive gravid, men jeg kan ikke! Åh den dårlige humor igen. Godt der ikke er nogle, der kan høre, hvad jeg tænker.
Nu skal det altså lykkes. Jeg orker ærlig talt ikke jul som barnløs igen. Jeg vil tro på, at jeg er gravid. Jeg er nødt til at tro på det. Er jeg? Er jeg ikke? Er jeg? ... Aaaaaaaarghh!!!

Håber dæleme at alt godt kommer til den der venter, for jeg er godt nok ved at være utålmodig nu. Håber at vi er færdige med at vente, og at vi får verdens bedste julegave i år.


tirsdag den 2. december 2014

6. gang er lykkens gang, ikke?


K overraskede mig med blomster i dag - han ved at min yndlingsblomst er Gerbera. Sådan ser det ud, når han selv får lov at blande en buket :-)

Jeg fik taget æg ud i lørdags. Jeg sov ikke ordentlig natten inden, da jeg var vildt nervøs. Jeg kan mærke at de dårlige oplevelser sidder i kroppen. Kroppen husker. Det er ikke fordi noget er gået galt tidligere, at det er dårlige oplevelser, det er jo gået som det skal, men det er bare ikke fedt. Det gør ondt, og jeg ligger bare der med stængerne i bøjlerne og er blottet og kan bare se til mens en ny fremmed læge roder rundt i mit underliv. Det går så meget ud over mine grænser, men jeg må jo finde mig i det, hvis jeg vil have en chance for et barn.

Denne ægudtagning var lidt anderledes. Lægen brugte en tyndere nål, og jeg fik noget bedre smertestillende. Jeg fik dog ikke noget beroligende inden, hvilket jeg ellers har været glad for de andre gange. Det betød at jeg tudede en hel del inden vi gik i gang, men de var meget søde til at berolige. Selve udtagningen gik mere eller mindre smertefrit. Sygeplejersken var godt nok oppe og stå og trykke hårdt på min mave, fordi min ene æggestok ligger klistret fast omme bag livmoderen, så de ikke kan komme til. Lægen måtte stikke igennem livmoderen, hvilket ellers ikke er normalt. Jeg fik rigeligt med smertestillende i armen, så jeg kunne ikke mærke stikkene, men bagefter havde jeg slemme smerter. Og jeg var fastende, så jeg blev virkelig dårlig, selvom jeg havde fået lidt til blodsukkeret. Da vi kom hjem blødte jeg og havde ondt og fik koldsved og snurren i hele kroppen, og jeg var svimmel og ligbleg. Var helt klar til at ringe efter en læge, men K fik tvunget lidt mad og noget smertestillende i mig, og det hjalp heldigvis. Det blev til 6 æg. Vi havde håbet på flere, men 6 er åbenbart, hvad min krop kan præstere.

Mandag ringede de fra klinikken med update om æggene. Der var fem befrugtede. En smule fragmenterede, men ellers fin kvalitet.

I dag var vi så til ægoplægning. Jeg har igen ikke sovet ordentligt. Ægoplægning plejer også at gøre ondt. Da vi sad på klinikken og ventede kunne jeg mærke, at jeg var presset og måtte kæmpe for ikke at tude. Det viste sig at være spild af energi. Vi fik lagt et par 8-celler op. Det var SÅ god en oplevelse. Sikke en forskel fra Riget. De var kun to mennesker til stede - en laborant og vores læge. På Riget har de været en laborant, en læge og to sygeplejersker. Og på Riget har det gjort virkelig ondt, men i dag mærkede jeg intet. Lægen kunne sagtens bruge det tynde kateter, og vi fik lov at se æggene i mikroskopet, inden de blev lagt op. Det var ret syret. Jeg blev også scannet samtidigt med at æggene blev lagt op, så vi kunne se dem ligge i livmoderen. Helt fantastisk oplevelse. Det har vi ikke prøvet før.
Bagefter fik jeg en halv times akupunktur. Ja vi er snart villige til at gøre hvad som helst. Efterhånden som vi bliver mere og mere desperate, prøver vi flere og flere hokus-pokus-ting. Jeg er ligeglad, hvad andre tænker, jeg er nødt til at tro på, at det vil virke.

Så nu holder vi vejret i et par uger frem til, at vi skal have taget graviditetstest og håber, at "skidtet" vil sætte sig godt fast. Har mest lyst til at ligge stille med stængerne i vejret og ruge på vores to fine æg de næste to uger og slet ikke rejse mig op. Jeg tør jo nærmest ikke engang at nyse. Men den går jo ikke, og det er ikke rationelt. Jeg ved godt, at æggene ikke kan falde ud, men lidt skør bliver man altså af at være i fertilitetsbehandling. Skør og stærk. Det man ikke dør af, bliver man stærk af, ikke? Jeg er stærk nok nu. 6. gang må altså være lykkens gang.