tirsdag den 23. december 2014

Jeg skal være mor!




Fredag eftermiddag for halvanden uge siden var jeg helt nede i kulkælderen. Jeg havde fået menstruationssmerter og troede slet ikke, at det var lykkedes denne gang heller. Jeg tudede til jeg ikke kunne se ud af øjnene mere. Jeg kunne slet ikke overskue endnu en jul som barnløs, at skulle igennem hele møllen med behandling igen, og jeg var næsten klar til at give op og flygte fra det hele. Jeg var ude i, om vi skulle droppe de sidste to behandlinger, som vi jo har købt og betalt for, og om jeg måske skulle forlige mig med tanken om aldrig at få børn, redefinere mig selv - min identitet, livsdrømme, håb og ønsker.
K skulle til julefrokost, så jeg tog hjem til en sød veninde og blev muntret op og spiste 8 (ja OTTE) æbleskiver.
Lørdag morgen kørte jeg meget tidligt til Hellerup og fik taget blodprøve, og på vej hjem købte jeg æg, bacon, cola og chips til K, som lå og sov den ud. Ved 10-tiden kunne jeg ikke vente med morgenmad mere, så jeg lavede mad og vækkede K. Han var ikke helt frisk. Da vi sad og spiste, ringede klinikken med svar på blodprøven - "den er positiv, tillykke, du er gravid".
Der blev helt stille i hovedet på mig. Alle lyde blev lukket ude. Jeg var helt chokeret. Det var ikke det svar, jeg havde regnet med. Jeg havde håbet, naturligvis, åh hvor havde jeg inderligt håbet, men at det rent faktisk var lykkedes, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det lyder mærkeligt, for jeg har jo drømt om det øjeblik i 3,5 år, men alligevel.
Jeg fik fremstammet et "tak", og så snakkede laboranten videre om, at vi skulle have en tid til scanning i uge 7. Jeg sagde bare "ja" og "okay", og så kom det fra laboranten "du lyder meget rolig, vidste du det godt"? Her begyndte jeg at ryste, og tårerne trillede, og jeg fik svaret "nej, jeg er bare lidt i chok". HCG (graviditetshormon) var på 164, og nu sad K også med tårer i øjnene. Midt i maden. Det var først chok, så glæde, så lettelse, så glæde og så lykke og så chok igen. Hold op hvor surrealistisk! Der er rent faktisk liv! Et lille bitte liv i min livmoder. Hvor er det vildt. Og fantastisk. Da vi havde sundet os lidt og krammet, kysset, jublet og tudet ringede jeg til min søster og fortalte, at hun skal være moster. Hun begyndte også at tude af glæde. Bagefter ringede jeg og vækkede mor og far i Grønland og fortalte, at de godt kunne poppe champagnen, for de skal være mormor og morfar. Det har jeg glædet mig til at fortælle dem i flere år! De var næsten vågne og ventede bare spændt på besked (der er tidsforskel på 4 timer, så det var meget tidligt om morgenen for dem). Jeg havde lyst til at råbe det ud til hele verden, stille mig ud på altanen og råbe "I'm pregnant, I'm going to be a mom"!!! (a la Monica i Friends da hun er blevet forlovet med Chandler - måske kun sjovt, hvis man har set Friends ligeså mange gange, som jeg? ;-)
Anyway vi fik fortalt det til de nærmeste, og alle blev naturligvis virkelig glade på vores vegne.
Jeg gik ud og købte en graviditetstest, for jeg ville gerne se de to streger. Det er mit eneste bevis, og jeg har drømt om de to streger SÅ mange gange. Resten af lørdagen var lidt mærkelig, men dejlig, og vi tog ud for at spise romantisk middag på restaurant for at fejre det.

Nu venter vi bare. Igen. Mere ventetid. Denne gang bare den søde slags. Og samtidigt stadig ængstelig. Nu skal den blive siddende. I januar skal vi scannes for at se, at det sidder, som det skal, og for at se, at der er liv. Man kan se hjerteblink i uge 7. Og så er det spændende, om der er en eller to. Tænk hvis vi skal have tvillinger. Vi fik jo lagt to æg op, så chancen er stor, men vi vil være lykkelige blot for en enkelt. Hvis der er to, er det bare bonus. Der er dog ingen garantier. Mange graviditeter går til grunde inden uge 12. Er det så smart at holde igen med glæden? Skal vi forberede os på det værste? Hvornår er det okay at være glad? Hvornår er det så sikkert, at man kan holde op med hele tiden at gå og tænke, om graviditeten går i sig selv igen? Hvornår kan vi holde op med at bekymre os?
Det kan vi nok aldrig, så jeg tænker - hvad får vi ud af at gå og bekymre os? Hvad godt kommer der ud af det? Svaret er intet. Vi bliver jo ikke mindre kede af det, hvis det går galt. Så derfor GLÆDER vi os. Det kommer til at gå godt. Nu har vi kæmpet nok. Endelig er vi gravide. Kæft det er stort!

Nu er der gået halvanden uge siden vi fik den glædelige nyhed, og jeg har allerede fået en del tegn på graviditet - ømme bryster og murren i underlivet. Derudover mærkelige cravings på mærkelige tidspunkter. Den anden aften var vi hjemme hos mine forældre og hygge (de er kommet til Danmark på juleferie). Vi havde spist aftensmad hjemmefra, og så blev der serveret æbleskiver til dessert. Ved 23-tiden blev jeg sulten igen, og fortalte at jeg havde lyst til en sildemad med æg og karrysalat. Normalt er det ikke min livret. Min far gik straks op i køkkenet og lavede en sildemad til mig, som jeg fik serveret i sofaen! :-D
Den anden nat måtte K op og smøre en nutellamad til mig. Ja jeg ved godt, at jeg ikke skal spise for to, men hvor er jeg dog sulten hele tiden. Og træt! Og jeg skal hele tiden tisse. Det er noget med, at der er øget blodgennemstrømning ved livmoder og blære, så det er derfor. Og nu kan jeg mærke en begyndende kvalme...eller også har jeg bare spist for meget konfekt? Hmm...nej det er fordi, jeg er gravid. Jeg er SÅ glad for min kvalme :-)

Den første babyting er i øvrigt kommet inden for døren nu. Jeg har fået en sparkedragt af min mor. Den er næsten 30 år gammel, for det var den, jeg havde på, da jeg kom hjem fra hospitalet, lige da jeg var blevet født. Den er virkelig lille! Og så var den i øvrigt alt for stor til mig dengang. Virkelig hyggeligt, tænk at min mor har gemt den i alt den tid.

Så blev det alligevel jul i år. Og storken fandt endelig vej. Hvem skulle have troet det? Vi er så overlykkelige, at det er helt åndssvagt. Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul - jeg håber at I får en dejlig juleaften. Vi skal være her hjemme for første gang, og traditionen tro skal vi have rensdyrryg. Træet står lige nu bare og venter på at blive pyntet.

Tusind TAK for alle jeres søde hilsner.
Vi er SÅ glade. GLÆDELIG JUL.

6 kommentarer:

  1. Du ska' da ha' et keyword, der hedder "graviditet" :-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det bare dejligt, stort tillykke {;o)

    SvarSlet
  3. Stort tillykke, hvor er det dejligt for jer.
    I må have en rigtig dejlig jul ;-)

    SvarSlet
  4. Stort tillykke
    Skønt blogindlæg, ville lyve hvis jeg skrev at jeg læste det uden en lille tåre, du beskriver det så fint
    Held og lykke

    SvarSlet
  5. Skønt, kæmpe tillykke!

    - Anne

    SvarSlet
  6. Kære Sara
    Jeg kender din mor og derigennem jeres kamp for at blive forældre. Det glæder mig SÅ meget, at det endelig lykkedes. Du beskriver forløbet rigtig fint og tårerne løb ned af mine kinder undervejs. Held og lykke.

    SvarSlet