lørdag den 21. marts 2015

Det ville jeg gerne have vidst inden fertilitetsbehandling


Som I kan se, fylder tanker om infertilitet stadig meget, selvom jeg er blevet gravid.
Jeg kan ikke bare sådan lige lægge de følelser, jeg har haft så længe på hylden. Selvom jeg har en baby i maven, som selvfølgelig er den største belønning, så husker min krop den lange kamp.
Det er skam ikke fordi, jeg er utaknemmelig. Jeg kan åbenbart bare godt være lykkelig og i sorg på samme tid. Og jeg vil hellere forsøge at bearbejde sorgen, så ikke jeg ender med en fødselsdepression, end at ignorere den, for nu er jeg jo blevet gravid og kan bare være lykkelig.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville have svært ved at få børn. At få børn var for mig en selvfølge, det mest naturlige i verden. Derfor vidste jeg heller intet om infertilitet, da jeg pludselig stod midt i det. Det kunne i bagklogskabens lys have været rart med en advarsel om, hvad der ventede forude. Derfor har jeg skrevet nogle ting ned, som jeg gerne ville have vidst, inden vi startede i fertilitetsbehandling. Måske nogle af jer piger, der kæmper eller har kæmpet med det samme, kan genkende noget?

Det er altså ikke sikkert, at man kan blive gravid
Igennem min ungdom har jeg brugt temmelig meget energi på at undgå at blive gravid. Jeg har brugt, hvad der dengang føltes som formuer på p-piller. Det kunne have været rart med et lille tip om en af livets barske realiteter - ligemeget hvor meget venner og familie trøster en med, at man nok skal blive mor en dag, er der altså ingen garantier.

Det bliver en kamp
Og man overlever naturligvis, men det vil til tider føles som om man ikke gør. Jeg har undervejs været i tvivl om meningen med det hele mange gange. Et godt råd ville have været, at jeg skulle bruge tid på mig selv og mine tanker - også de dystre af dem, og lade være med at bruge for mange kræfter på krav til mig selv om, hvordan jeg skal tænke og føle og leve mit liv. Det har omverdenden klaret for mig.

Lad "gode råd" glide ind ad det ene øre og ud ad det andet
Folks manglende forståelse for, hvad man går igennem kan ofte virke sårende, men man kan desværre ikke styre andre folks behov for at komme med gode råd og uheldige kommentarer. De fleste mener det jo godt, når de siger, at man bare skal tænke på noget andet og huske at være positiv og tro på lortet. Det bedste man kan gøre er, at acceptere de gode råd, selv vælge hvad man vil lytte til og sortere det fra, man ikke kan bruge til noget. Lad ganske enkelt være med at spilde energi på det. Desuden er det helt i orden at sige fra, hvis folk bliver for dumme at høre på.

Parforholdet bliver sat på lidt af en prøve
Det tænkte jeg da slet ikke over. Følelser som afmagt og håbløshed bliver desværre en del af hverdagen. Når det var hårdt kom jeg til at skændes med min kæreste. Kombinationen af at være under pres, på hormoner og dyrke skemalagt sex (eller måske slet ikke dyrke sex) gav spændinger imellem os. Ofte har man også forskellige måder at bearbejde både frustrationerne og sorgen på, hvilket kan give anledning til misforståelser. Det kan dog lade sig gøre, at komme styrkede ud på den anden side.

Det går ud over både arbejde og socialliv
Jeg har været fraværende både fysisk og psykisk. Livet var sat lidt på pause. Jeg kunne ikke kæmpe vores kamp, være en god kæreste, en god veninde, gøre karriere og tage en uddannelse ved siden af på samme tid. Og jeg kunne slet ikke klare det hele alene. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke nytter noget at lyve, og at delt sorg er halvt sorg. Det er bedst bare at fortælle så meget som man magter, men fortæl som minimum, at der er en årsag til ens fravær. Man ved jo ikke, hvor længe det vil vare.

Det er i orden at være misundelig
Man er ikke et dårligt menneske, fordi man bliver misundelig over en venindes graviditet, eller når man ikke kan overskue at tage med til barnedåb. Infertile er ikke superegositer, der ikke kan unde andre babylykke. Man er ikke ond, man er bare hamrende ulykkelig. Det hjælper rent faktisk at sige det højt, hvis man orker. De fleste  har lidt medfølelse.

Ufrivilligt barnløs er ikke for børn
Man er i sorg og på hormoner. Man er ikke svag. Man er ikke pylret, sart, hysterisk og urimelig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, og det opdagede jeg først, da jeg stod midt i det hele og var ved at gå ned med flaget. Jeg var dog ikke alene. Det meste af tiden tænkte og følte jeg det samme, som andre har tænkt og følt før mig. Dette opdagede jeg i en støttegruppe på facebook med piger i samme situation. De piger har været guld værd, så jeg kan kun anbefale, at man opsøger det.




tirsdag den 17. marts 2015

"Infertilitetsmanerer" del 2


Delt sorg er halvt sorg. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Selvom jeg ikke altid er så god til at snakke om følelser, har det været guld værd at have nogle mere eller mindre tæt på at dele med, og som har støttet op.

Jeg lovede jer at komme med mine egen lille guide til, hvad man som pårørende kan sige til en ufrivilligt barnløs. Her er i hvert fald, hvad jeg gerne har ville høre. 


"Jeg er ked af, at I skal alt det her igennem, hvad kan jeg gøre for at hjælpe?"

"Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg lægger gerne øre til"

"I må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre"

"Jeg er her, hvis I har brug for mig"

"Jeg ved at det må være smertefuldt for dig, at din bedste veninde er blevet gravid - skal jeg gå ud og købe en lille gave til hende fra dig?" (babybutik = tortur)

Kort og godt - lad os vide, at du er her for os, og spørg gerne til, hvad vi har brug for, og hvad du kan sige, der kan være hjælpsomt.

Lav dit hjemmearbejde - læs lige kort op på, hvad det rent faktisk er vi går igennem, så du ved, hvad det handler om, når vi har brug for at snakke. Eller spørg ind til, hvordan behandlingen foregår.

Støt op om vores beslutninger om enten at fortsætte eller stoppe behandling. Det er smertefulde beslutninger.

Husk os når det er Mors dag og Fars dag. Der er stor aktivitet, når vi fejrer de dage, og folk har en tendens til at glemme dem, der ikke kan blive mor eller far. Vi sætter pris på at vide, at I ikke har glemt os.

Tilbyd at tage med til behandlingerne - jeg har haft min far med til scanning, hvor han sad i venteværelset. Det var rart bare at vide, at han gad at tage med - det var jo ret kedeligt for ham, men betød megt for mig, at han var der. Jeg har haft min bedste veninde med til ægudtagning, fordi K var til eksamen. En af mine andre bedste veninder har flere gange tilbudt at tage med, og det betyder meget for mig.

Støt op om en sund livsstil - tilbyd at cykle eller løbe eller gå med en tur med os, server også et sundere alternativ til events, støt op om ingen-sukker-og-hvidt-brød-og-alkohol-livsstilen. Vi er villige til at gøre hvad som helst for at blive gravide, og når det kommer til, hvad vi putter i munden og i det hele taget sund livsstil, kan vi rent faktisk selv gøre noget. Når det kommer til alt andet, er vi derimod magtesløse.

Giv besked om jeres graviditeter på en hensynsfuld måde, så vi har mulighed for at sluge nyheden i fred og lige vænne os til tanken. En af mine bedste veninder sendte mig en sms, og det kan virke upersonligt, men jeg var faktisk rigtig glad for, at hun valgte den løsning. Så kunne jeg lige se chokkeret ud og tude i fred, og da jeg så mødtes med hende, kunne jeg være oprigtigt glad på hendes vegne og ønske tillykke.

Og det er helt sikkert meget at bede om, men lad os meget gerne vide, når I går i gang med at prøve. Specielt jer tættest på. Så er vi forberedte og kan tage nyheden om jeres graviditet på en pæn måde.


Ja så kan man vidst heller ikke forlange mere...





Ja ja det er sjovt, når vi selv joker med det :-)

tirsdag den 10. marts 2015

Infertilitet og "etiquette"


Forplantning er biologiens stærkeste instinkt. Vi udsættes hele tiden for et genetisk og socialt pres for at få et barn. Hele samfundet forventer, at vi får børn, og vi ser kollegaer, venner og familie få børn som det mest naturlige i verden. Netop det psykiske og sociale forventingspres, som vi udsættes for kan være så stort, at vi knækker undervejs. Og vi skal høre på mange forestillinger om fertilitet og stress fra venner og bekendte.

Det har helt klart været en fordel for os at være åbne omkring vores infertilitet. Alle har været så søde og støttet os, men det kan til tider være svært at vide, hvad man skal sige. Selv de mest velmenende råd eller kommentarer kan nogle gange virke sårende.

I gennem vores forløb har vi skrevet nogle af de mange kommentarer eller "gode råd" ned, som vi har fået undervejs. Vi blev bombarderet med dem uden at have bedt om dem fra alle mulige forskellige mennesker - også folk vi ikke kendte.

Man kan ikke styre andre folks behov for at give gode råd med på vejen, men man kan vælge at vende det døve øre til. Det har ikke altid været lige let, og derfor er det blevet til nedenstående liste/guide til, hvad man som bekendt eller pårørende til en infertil bør undgå at sige, hvis man kan. Det er i hvert fald sådan jeg har haft det.

Jeg tror i øvrigt på, at alle som har givet os et råd med på vejen har ment det godt, men blot har manglet forståelsen.

Her kommer min liste, som er skrevet midt i behandlingshelvede på hormoner:

"Infertilitet er ikke en sygdom"
Jo det er, og det er heldigvis ikke noget du bare selv kan bestemme. Infertilitet er klassificeret som en sygdom af verdenssundhedsorganisationen WHO ligesom fx diabetes og kræft.

"Bare slap af og tænk på noget andet, så sker det helt af sig selv"
Det er en sygdom. At slappe af kurerer ikke noget. Barnløshed er ikke forårsaget af stress. Tænk hvis man sagde "du skal bare slappe af, så går det væk" til en kræftpatient?! Sådan hænger det ikke sammen, og hvis jeg slapper mere af, så skider jeg i bukserne.

"Du er stærk, det skal nok lykkes"
Nej jeg er ikke stærk, jeg gør bare, hvad der er nødvendigt for at det måske vil lykkes, der er ingen garantier. Jeg bliver sur, når jeg får at vide, at det nok skal lykkes, for det er der da ingen, der kan love.

"I er unge, I har masssere af tid"
Kend dine facts. Det anbefales at man får børn i en ung alder. Hvis det ikke er sket naturligt inden for et år, så bliv undersøgt. At være ung øger chancerne for at behandlingen virker, men det garanterer ikke succes. Jeg løber konstant om kap med en biologisk deadline. Alle siger at det nok skal lykkes, for jeg er jo stadig ung, men jeg fylder faktisk snart 30, og jeg glæder mig ærlig talt ikke.

"I skal da nyde, at I kun er jer to og kan sove længe"
Jamen vi er ikke trætte! Vi vil ikke være kun os to, vi vil være forældre. Det er som at bagatelisere problemet. Det er en smertefuld kamp, og det trøster ikke.

"Der er andre, der har det værre"
Ja, men det ændrer da ikke noget for mig. Hvem er egentlig herre over, hvad det er det værste, der kan ske? Forskellige mennesker reagerer forskelligt på forskellige oplevelser. Jeg har da ret til at være ked af det. Så må jeg heller ikke være glad, fordi der er andre, der har det bedre?

"Det er måske bare ikke er meningen, at I skal være forældre"
Infertilitet er en sygdom, ikke en straf fra Gud eller naturens side.

"Hvorfor prøver I ikke..."
Vi gør allerede alt hvad vi kan. Infertilitetsstress er fysisk, pykisk og økonomisk.

"At prøve er da den sjove del"
Ja det er skide sexet at planlægge, hvornår man skal knalde, at stikke sig selv med hormoner dagligt og at have, hvad der føles som alle Rigshospitalets læger, til at rode rundt med instrumenter i sit underliv. K synes i øvrigt, at det er fedt at gøre det i en kop, og jeg elsker bare at være "hormonzilla".

"Har I overvejet adoption?"
Vi har overvejet alt! Og der er mange ting vi skal igennem, før vi er klar til tage en beslutning i forhold til adoption eller anden udvej.

"Jeg kender nogle, der..."
Ja jeg har også hørt om mange, men man hører også kun om dem det lykkes for, og det er én ud af en million! Med mindre det smitter, så vil jeg ikke høre om det.

Og til sidst: det der med at brokke sig over sin graviditet til mig er en dårlig idé - kvalme, træthed, ømme bryster, plukkeveer, bækkensmerter, halsbrand, væskeophobning, hæmorider, strækmærker - jeg ved godt, at det er en kæmpe belastning for kroppen at være gravid, og jeg ville give min højre arm for at være i dit sted!


Jeg er udmærket klar over, at det er svært at vide, hvad man skal sige. Jeg har også fyret nogle meget uheldige bemærkninger af, det er da helt sikkert. Hvis du er kommet til at sige noget lort, så sig undskyld, og at du ikke altid ved, hvad der er rigtigt at sige. Ingen forventer at du er perfekt.

Jeg har ikke kigget på listen længe. Lidt sjovt at læse den igen. Nu er det jo mig, der piver over kvalme, træthed osv. Og de velmenende råd er ikke blevet færre. Nu handler de bare om noget andet.

Det er mærkeligt at være på den anden side nu. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at være blevet gravid, og samtidigt føler jeg bare så meget med de piger, som jeg har lært at kende, som stadig kæmper kampen. Jeg ville ønske, at der var noget jeg kunne gøre. Nu mærker jeg, hvordan det er at være pårørende og magtesløs. Det er ikke let.


Jeg har også min egen lille guide til, hvad jeg som infertil gerne ville høre fra pårørende, så stay tuned :-)