lørdag den 21. marts 2015

Det ville jeg gerne have vidst inden fertilitetsbehandling


Som I kan se, fylder tanker om infertilitet stadig meget, selvom jeg er blevet gravid.
Jeg kan ikke bare sådan lige lægge de følelser, jeg har haft så længe på hylden. Selvom jeg har en baby i maven, som selvfølgelig er den største belønning, så husker min krop den lange kamp.
Det er skam ikke fordi, jeg er utaknemmelig. Jeg kan åbenbart bare godt være lykkelig og i sorg på samme tid. Og jeg vil hellere forsøge at bearbejde sorgen, så ikke jeg ender med en fødselsdepression, end at ignorere den, for nu er jeg jo blevet gravid og kan bare være lykkelig.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville have svært ved at få børn. At få børn var for mig en selvfølge, det mest naturlige i verden. Derfor vidste jeg heller intet om infertilitet, da jeg pludselig stod midt i det. Det kunne i bagklogskabens lys have været rart med en advarsel om, hvad der ventede forude. Derfor har jeg skrevet nogle ting ned, som jeg gerne ville have vidst, inden vi startede i fertilitetsbehandling. Måske nogle af jer piger, der kæmper eller har kæmpet med det samme, kan genkende noget?

Det er altså ikke sikkert, at man kan blive gravid
Igennem min ungdom har jeg brugt temmelig meget energi på at undgå at blive gravid. Jeg har brugt, hvad der dengang føltes som formuer på p-piller. Det kunne have været rart med et lille tip om en af livets barske realiteter - ligemeget hvor meget venner og familie trøster en med, at man nok skal blive mor en dag, er der altså ingen garantier.

Det bliver en kamp
Og man overlever naturligvis, men det vil til tider føles som om man ikke gør. Jeg har undervejs været i tvivl om meningen med det hele mange gange. Et godt råd ville have været, at jeg skulle bruge tid på mig selv og mine tanker - også de dystre af dem, og lade være med at bruge for mange kræfter på krav til mig selv om, hvordan jeg skal tænke og føle og leve mit liv. Det har omverdenden klaret for mig.

Lad "gode råd" glide ind ad det ene øre og ud ad det andet
Folks manglende forståelse for, hvad man går igennem kan ofte virke sårende, men man kan desværre ikke styre andre folks behov for at komme med gode råd og uheldige kommentarer. De fleste mener det jo godt, når de siger, at man bare skal tænke på noget andet og huske at være positiv og tro på lortet. Det bedste man kan gøre er, at acceptere de gode råd, selv vælge hvad man vil lytte til og sortere det fra, man ikke kan bruge til noget. Lad ganske enkelt være med at spilde energi på det. Desuden er det helt i orden at sige fra, hvis folk bliver for dumme at høre på.

Parforholdet bliver sat på lidt af en prøve
Det tænkte jeg da slet ikke over. Følelser som afmagt og håbløshed bliver desværre en del af hverdagen. Når det var hårdt kom jeg til at skændes med min kæreste. Kombinationen af at være under pres, på hormoner og dyrke skemalagt sex (eller måske slet ikke dyrke sex) gav spændinger imellem os. Ofte har man også forskellige måder at bearbejde både frustrationerne og sorgen på, hvilket kan give anledning til misforståelser. Det kan dog lade sig gøre, at komme styrkede ud på den anden side.

Det går ud over både arbejde og socialliv
Jeg har været fraværende både fysisk og psykisk. Livet var sat lidt på pause. Jeg kunne ikke kæmpe vores kamp, være en god kæreste, en god veninde, gøre karriere og tage en uddannelse ved siden af på samme tid. Og jeg kunne slet ikke klare det hele alene. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke nytter noget at lyve, og at delt sorg er halvt sorg. Det er bedst bare at fortælle så meget som man magter, men fortæl som minimum, at der er en årsag til ens fravær. Man ved jo ikke, hvor længe det vil vare.

Det er i orden at være misundelig
Man er ikke et dårligt menneske, fordi man bliver misundelig over en venindes graviditet, eller når man ikke kan overskue at tage med til barnedåb. Infertile er ikke superegositer, der ikke kan unde andre babylykke. Man er ikke ond, man er bare hamrende ulykkelig. Det hjælper rent faktisk at sige det højt, hvis man orker. De fleste  har lidt medfølelse.

Ufrivilligt barnløs er ikke for børn
Man er i sorg og på hormoner. Man er ikke svag. Man er ikke pylret, sart, hysterisk og urimelig. At være i fertilitetsbehandling er umenneskeligt hårdt, og det opdagede jeg først, da jeg stod midt i det hele og var ved at gå ned med flaget. Jeg var dog ikke alene. Det meste af tiden tænkte og følte jeg det samme, som andre har tænkt og følt før mig. Dette opdagede jeg i en støttegruppe på facebook med piger i samme situation. De piger har været guld værd, så jeg kan kun anbefale, at man opsøger det.




1 kommentar:

  1. very informative post for me as I am always looking for new content that can help me and my knowledge grow better.

    SvarSlet