fredag den 31. juli 2015

Lidt om forbudte tanker




Jeg må konstatere, at jeg har holdt blogbarsel. Derfor har der været stille på bloggen meget længe. Det har der været flere grunde til. Hele første trimester af graviditeten var jeg træt med træt på. Og så har jeg haft travlt og prioriteret alt muligt andet højere. Har haft mit at kæmpe med, og har holdt lidt ferie, og har giftet mig. Her i sidste trimester fylder redebyggeriet mest.

Desuden har bloggen jo handlet meget om infertilitet, og det fylder naturligvis ikke ligeså meget hos mig mere. Helt glemt er det ikke. Det vi har været igennem er svært, og det glemmer kroppen ikke lige så let. Lige nu fylder graviditeten bare rigtig meget, og jeg har lyst til at vise min store tykke mave til hele verden og fortælle alle, at jeg skal være mor. Omvendt er det også lidt svært på en måde, for jeg har jo "efterladt" en masse søde piger i fertilitetsbehandlingsverdenen, og jeg ved, hvor hårdt det var at se andre blive gravide og få børn. Jeg tænker tit på flere af pigerne, og håber, at I stadig læser med her.

Selvom jeg nu er gravid sidder tiden med infertilitet stadig i mig. Jeg går rent faktisk til psykolog for at få hjælp til at få bearbejdet alt det jeg/vi har været igennem. Dermed kan jeg forhåbentlig undgå en fødselsdepression.

Det kan nemlig være en overvældende begivenhed at skulle føde og pludselig tage sig af et barn. Det kombineret med det hurtige fald i nivauet af kønshormoner og fx belastende livsomstændigheder kan bidrage til at udløse en fødselsdepression.

Når man har været meget igennem fx i form af fertilitetsbehandling og ikke har fået det bearbejdet ordenligt, kan det fylde meget i graviditeten, så meget, at man ikke får dannet den tilknytning til sit barn, som er så vigtig, og når man så har født, vælter det hele ind over én.

Jeg har i alt den tid vi har været i behandling taget mig sammen og kæmpet, og har dermed ikke givet mig selv tid, lov og plads til at sørge ordentligt. Jo jeg har været ked af det, men jeg har taget mig sammen og er gået på arbejde og har fået hverdagen til at fungere. Har pakket følelserne væk og kæmpet videre. Engang imellem er glasset så blevet for fyldt, og jeg har tudet til brunch i byen med gode venner eller på indkøb i Bauhaus.

I dag når jeg snakker om vores forløb, bliver jeg stadig meget ked af det og berørt, og jeg skulle gerne nå derhen, hvor jeg kan tale om det uden at begynde at græde hver gang.

Vi har kæmpet en kamp uden lige i over 3 år for at gøre mig gravid og få en baby. Nu når vi så endelig står her til sidst i graviditeten, kommer alle mulige tanker snigende. Forbudte tanker, som jeg måske egentlig skammer mig lidt over. En snert af frygt for frihedstab. En slags panik over ikke længere at være "sexy femme fatale" og angst for det, kroppen skal igennem de næste måneder og selve fødslen. Det er både fantastisk, hvad kroppen kan og skal, men også skræmmende.
Jeg har desuden dårlig samvittighed over for K, fordi jeg både nu og fremover ikke er og vil være ligeså skæg og spontan. Jeg kan jo mærke det lille liv vokse indeni mig, så det er en klar fornemmelse af, at det her er irreversibelt. Måske en klaustrofobisk reaktion af en slags. Jeg har taget mig selv i at surmule over spontaniteten, der forsvinder og det store ansvar. Tankerne er nok lidt ubehagelige, fordi alle går og forventer, at jeg skal være ovenudlykkelig.

Lykkelig er jeg selvfølgelig også. Jeg skal jo være nogens mor! Jeg skaber et lille menneske i min mave. Halvt mig, halvt K, vores store drøm bliver til virkelighed - to bliver meget snart til tre.

Jeg har stadig ikke helt forstået det, og forstår det nok heller ikke helt, før vi står med ham i armene. Det bliver så stort.