fredag den 31. juli 2015

Lidt om forbudte tanker




Jeg må konstatere, at jeg har holdt blogbarsel. Derfor har der været stille på bloggen meget længe. Det har der været flere grunde til. Hele første trimester af graviditeten var jeg træt med træt på. Og så har jeg haft travlt og prioriteret alt muligt andet højere. Har haft mit at kæmpe med, og har holdt lidt ferie, og har giftet mig. Her i sidste trimester fylder redebyggeriet mest.

Desuden har bloggen jo handlet meget om infertilitet, og det fylder naturligvis ikke ligeså meget hos mig mere. Helt glemt er det ikke. Det vi har været igennem er svært, og det glemmer kroppen ikke lige så let. Lige nu fylder graviditeten bare rigtig meget, og jeg har lyst til at vise min store tykke mave til hele verden og fortælle alle, at jeg skal være mor. Omvendt er det også lidt svært på en måde, for jeg har jo "efterladt" en masse søde piger i fertilitetsbehandlingsverdenen, og jeg ved, hvor hårdt det var at se andre blive gravide og få børn. Jeg tænker tit på flere af pigerne, og håber, at I stadig læser med her.

Selvom jeg nu er gravid sidder tiden med infertilitet stadig i mig. Jeg går rent faktisk til psykolog for at få hjælp til at få bearbejdet alt det jeg/vi har været igennem. Dermed kan jeg forhåbentlig undgå en fødselsdepression.

Det kan nemlig være en overvældende begivenhed at skulle føde og pludselig tage sig af et barn. Det kombineret med det hurtige fald i nivauet af kønshormoner og fx belastende livsomstændigheder kan bidrage til at udløse en fødselsdepression.

Når man har været meget igennem fx i form af fertilitetsbehandling og ikke har fået det bearbejdet ordenligt, kan det fylde meget i graviditeten, så meget, at man ikke får dannet den tilknytning til sit barn, som er så vigtig, og når man så har født, vælter det hele ind over én.

Jeg har i alt den tid vi har været i behandling taget mig sammen og kæmpet, og har dermed ikke givet mig selv tid, lov og plads til at sørge ordentligt. Jo jeg har været ked af det, men jeg har taget mig sammen og er gået på arbejde og har fået hverdagen til at fungere. Har pakket følelserne væk og kæmpet videre. Engang imellem er glasset så blevet for fyldt, og jeg har tudet til brunch i byen med gode venner eller på indkøb i Bauhaus.

I dag når jeg snakker om vores forløb, bliver jeg stadig meget ked af det og berørt, og jeg skulle gerne nå derhen, hvor jeg kan tale om det uden at begynde at græde hver gang.

Vi har kæmpet en kamp uden lige i over 3 år for at gøre mig gravid og få en baby. Nu når vi så endelig står her til sidst i graviditeten, kommer alle mulige tanker snigende. Forbudte tanker, som jeg måske egentlig skammer mig lidt over. En snert af frygt for frihedstab. En slags panik over ikke længere at være "sexy femme fatale" og angst for det, kroppen skal igennem de næste måneder og selve fødslen. Det er både fantastisk, hvad kroppen kan og skal, men også skræmmende.
Jeg har desuden dårlig samvittighed over for K, fordi jeg både nu og fremover ikke er og vil være ligeså skæg og spontan. Jeg kan jo mærke det lille liv vokse indeni mig, så det er en klar fornemmelse af, at det her er irreversibelt. Måske en klaustrofobisk reaktion af en slags. Jeg har taget mig selv i at surmule over spontaniteten, der forsvinder og det store ansvar. Tankerne er nok lidt ubehagelige, fordi alle går og forventer, at jeg skal være ovenudlykkelig.

Lykkelig er jeg selvfølgelig også. Jeg skal jo være nogens mor! Jeg skaber et lille menneske i min mave. Halvt mig, halvt K, vores store drøm bliver til virkelighed - to bliver meget snart til tre.

Jeg har stadig ikke helt forstået det, og forstår det nok heller ikke helt, før vi står med ham i armene. Det bliver så stort.

4 kommentarer:

  1. En lille hilsen og et varmt kram til dig. Følger dig primært på Instagram, men ville lige ind og "snuse" til din blog. Om det er hormonerne eller noget andet, der er i spil, så blev jeg i hvert fald rørt over din ærlighed og dine tanker og følelser i forbindelse med, at du og K nu venter en lille babydreng. Jeg har ikke været igennem fertilitetsbehandling, men ikke desto mindre har jeg stadig en masse tanker og bekymringer nu.... hvad med parforholdet? Hvordan sørger vi for at pleje det? Hvad med veninder, spontaniteten og ikke mindst økonomien? Kan den holde til det, når vi både flytter i hus og skal bygge rede? Og hvad med job? - Mit nye job er ikke lykken, og det fylder også lidt - gør måske barslen mere "tiltalende", men det er ikke sådan, jeg ønsker, det skal være. Min pointe er; at du bestemt ikke er alene <3 KRAM @millalykkelee / Camilla

    SvarSlet
  2. Sødeste Sara. Rigtig fint indlæg til at skubbe bloggen i gang igen. Jeg har fulgt dig i fertilitetsgruppen, hvor jeg altid har set dig som en stærk pige med overskud (og god humor). Som oftest stiller man en facade op, hvilket jeg også selv har gjort flere gange, men jeg er sikker på at med hjælp fra en psykolog vil du blive reset'et og klar til jeres lille prins kommer til verden. Jeg under dig virkelig at du er nået så langt og ønsker jer alt det bedste. Stort kram @luckelig / Christina

    SvarSlet
  3. Dejligt, du er tilbage på bloggen. Det er ikke længere siden end i sidste uge, jeg undrede mig over, hvordan det gik dig. Dejligt at høre, at maven har det fint. Godt, du får bearbejdet din sorg og giver plads til glæden. Livet ændrer sig selvfølgelig, når man får børn. Du kommer til at se verden med helt andre øjne. Nogle venskaber består, andre flyder ud i sandet, og nye kommer til. Sådan er det bare - livet. Kh Lotte (lottesroom.blogspot.dk)

    SvarSlet
  4. Jeg faldt over bloggen, da jeg ledte efter nogen online forums/støttegrupper, hvor man kan snakke med nogen omkring fertilitet. Mig og manden har prøvet i 2 1/2 år nu, og er i gang med de indledende ting til fertilitetsbehandling, men jeg mangler nogen og snakke med.

    For selvom min mand og jeg snakker om det, og jeg snakker med et par veninder om det, så har jeg det stadig svært med alle de følelser der går igennem hovedet og kroppen, for mine veninder er enten gravide for 2 gang eller allerede har fået nr 2, og det får mig til at føle at jeg er alene.

    Jeg er skam glad på deres vegne, og jeg forkæler deres børn, som man nu gør når man ikke er den der skal have sukkerbomben til at sove, men hver gang jeg ser de gravide maver, så er jeg på randen til at blive sindsyg af jalousi. Jeg har læst at mange føler dette, men det er stadig en træls følelse og have, og nogen gange har jeg det som om, at min mand tænker 'Styr dig selv kvindemenneske' når jeg snakker om det hele her hjemme, selvom jeg ved at han også er frustreret men bare ikke viser det på samme måde.

    Jeg har ingen ide om hvordan jeg skal sige til min familie at vi prøver, for jeg vil heller ikke have at de skal forvente at der sker noget, min mor har ønsket sig børnebørn brændende de sidste 18 år, og har svært ved at skulle på en måde briste den drøm, ved at sige at vi er nød til at få hjælp og måske ikke kan få børn, men tror også at det er for mig selv at jeg ikke siger det til familien, for jo færre der ved det, jo længere kan jeg holde drømmen i live overfor mig selv om at jeg bliver gravid en dag, selvom jeg ofte også tænker at det aldrig vil lykkes.

    Om nogen ser det her ved jeg ikke, men jeg er bare glad for at kunne komme lidt ud med mine følelser, hvis der er nogen der kender til nogen godt støttegrupper, så vil jeg meget gerne høre om dem.

    God weekend til alle, og tak fordi at i lyttede :)

    SvarSlet